Debat og politik

Nye regler for campingpladser skal gavne turismen

Regeringen og Dansk Folkeparti er netop blevet enige om en modernisering af campingreglementet. Med den nye politiske aftale får campingpladserne mulighed for at opstille flere, større og højere hytter uden for strandbeskyttelseslinjen.

– Det er rigtig gode nyheder for campingpladserne i det østjyske. De gamle regler har været en bremse for væksten og betydet, at pladserne ikke har kunnet udvikle sig og følge med de krav som turisterne stiller i dag. Nu får pladserne mulighed for at bygge større og flere hytter. Det kan være med til at tiltrække flere turister til Østjylland, nu hvor campingpladserne kan tilbyde en mere moderne form for overnatning fremfor blot mindre hytter, campingvogne eller telt, udtaler Michael Aastrup Jensen, MF (V)

Liberaliseringen af campingreglementet er en del af en lang række initiativer som fjerne overflødige regler og som skal være med til at skabe vækst i landdistrikterne.

– Der har været alt for mange regler udtænkt ved skriveborde i København, som har begrænset virkelysten og mulighederne for at skabe nye arbejdspladser i landdistrikterne. Dem har vi fået ryddet godt og grundigt op i, bl.a. ved at liberalisere planloven. Der er et kæmpe potentiale for at tiltrække endnu flere turister til Østjylland og derfor er jeg glad for, at de lokale campingpladser nu får muligheden for at kunne være med til at indfri potentialet med en mindre striks lovgivning i hånden, udtaler Michael Aastrup Jensen, MF (V)

Kommentarer