Randers By

Nye arbejdspladser er bolig-guld for Randers

Relationschef Mads Ellegaard fra Home. Foto: Juan de Dios

Når i alt 1.500 arbejdspladser i Skat flyttes fra hovedstaden til 26 byer – heraf 150 til Randers, bliver det til gavn for boligmarkedet, vurderer relationschef Mads Ellegaard fra Home

Skatteministeriet deler fra næste år Skat op i syv styrelser, og samtidig skal 1.500 arbejdspladser enten oprettes eller flyttes til Jylland, Fyn eller Sjælland uden for hovedstadsområdet. I alt skal 1.000 ekstra medarbejdere rekrutteres.

– Statslig udflytning af denne type arbejdspladser er guld for boligmarkedet i de byer, det drypper på. Vi så det i den seneste udflytningsrunde. Nogle af de provinskommuner, hvor boligmarkedet går bedst pt er faktisk de kommuner, der fik tildelt statslige arbejdspladser, som ofte trækker følgejobs med sig, siger relationschef Mads Ellegaard fra Home.

Samtidig giver de nye jobs og rollen som by i det statslige apparat grobund for stolthed i lokalområdet, uddyber Home-chefen.

– Den lokale stolthed er vigtig for boligsalget. Vi har set i en ny opgørelse fra Voxmeter, at de kommuner, der har de bedste ambassadører – dem der er mest stolte af deres kommune – ofte har et mere spirende boligmarked end andre, slår Mads Ellegaard fra Home fast.

At Randers har brug for et løft i boligpriserne fremgår af en ny opgørelse fra Boligsiden.dk, som viser at stigninger i huspriserne her halter bagud i forhold til andre provinsbyer

Mens 8 af de andre store provinsbyer har oplevet stigende priser i årets fem første måneder sammenlignet med samme periode sidste år, ser vi et fald på 4 procent i Randers, udtaler kommunikationsdirektør Birgit DaetzFaldet.

– Faldet er dog ikke større, end at det kan ændre sig, inden året er omme. Men det er egentlig pudsigt med Randers, der er en noget større by end for eksempel Herning, hvor priserne er steget med 4%. Herning har godt nok fået en ny motorvej, men det har Randers også, og tilmed ligger den på DSB’s hovedlinje gennem Jylland og er tættere på Aarhus. Omvendt er det måske netop derfor. Konkurrencen med omkringliggende byer er større end i Herning, og arbejder man i Randers, er der så kort afstand til Aarhus, at man kan vælge at bo der, siger Birgiet Daetz.

 

Kommentarer