Fussingø

Ny naturnationalpark ved Fussingø


Som et af kun to steder i landet får Randers nu en naturnationalpark ved Fussingø. 800 hektar bliver omdannet til vild natur vest for Fussingø. Det er resultatet en netop indgået landspolitisk aftale.

– Det er en fantastisk nyhed. Inden for få år kan vi dermed skabe Naturnationalpark Fussingø & Læsten Bakker. Det har en enorm betydning for vores vilde natur og dyr, og samtidig er det endnu et skønt område at opleve helt tæt på Randers – siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

Politisk aftale
Regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet har netop indgået aftalen, som sikrer etableringen af en naturnationalpark på 800 hektar ved Fussingø. Parken skal rumme et varieret græsningslandskab med urørt løvskov, artsrige overdrev, enge og småsøer. Der vil blive etableret hegn til græssende dyr i parken. Der bliver afsat 20 mio. til etableringen af naturnationalparken. Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.

Ved flere lejligheder har Randers Kommune gjort skiftende ministre opmærksomme på den pragtfulde natur i Randers Kommune, ligesom flere fonde er meget opmærksomme på, hvor væsentlige naturområder, der ligger ved Randers.

I 2019 meddelte Den Danske Naturfond og Randers Kommune, at man ville gå sammen om et naturprojekt i Læsten Bakker med et budget på 20 mio. kr. Projektet drejer sig om ca. 300 hektar der skal blive et bedre hjem for isfugle, odder, orkideer og andre sjældne dyr og planter.

– Det er afgørende for vores natur, at den får lov til at blive vildere og at vi dermed sikrer, at vi har en rigdom af forskellige dyr og planter. Samtidig bliver den nye naturnationalpark et skønt område at opleve – siger Torben Hansen. Han peger også på, at området vil komme til at hænge sammen med Læsten Bakker.

– Og tilmed har vi også de fantastiske områder ved Gudenåen, hvor vi netop med støtte fra AAGE V. JENSENS fond har fået et fantastisk sti- og broområde. Vi har Naturpark Randers Fjord. Man skal ikke køre langt omkring for at opleve, at naturen i Randers Kommune er naturens maggiterning – her er både å, fjord, hav, skov, enge, heder, overdrev, dybe søer og store vidder – siger Torben Hansen.

Kommentarer