Samfund

Ny leder af Rehabiliteringsenheden i Randers

Jannie Fogh Kristensen har været med, siden rehabiliteringsenheden i Randers Kommune blev oprettet i 2007. Den 1. august 2017 tiltræder hun i stillingen som afdelingens nye leder, og hun glæder sig til at drive afdelingen videre i samme ånd som hidtil.

Den nyansatte leder kender arbejdsgangene og mentaliteten i Rehabiliteringsenheden vældig godt efter 10 år som ansat fysioterapeut og de seneste to år også som faglig leder i afdelingen.

Hun overtager lederstillingen efter Claus Engstrup, der for nylig blev ansat som Randers Kommunes nye kultur- og fritidschef, og de to har i de forløbne år samarbejdet om at drive afdelingen.

– Rehabiliteringsenheden er i forvejen en meget velfungerende afdeling med ambitiøse, dygtige og engagerede medarbejdere. Det gør os i stand til at tilbyde nogle højt kvalificerede forløb til borgere, der ofte står i en svær livssituation, og den ydelse skal vi fortsat udvikle og om muligt gøre endnu bedre, siger 42-årige Jannie Fogh Kristensen.

Rehabiliteringsenhedens nye leder ser desuden frem til at fortsætte det gode samarbejde med jobcenteret og andre forvaltninger på tværs af organisationen.

– Rehabiliteringsenheden skal fortsat være med til at styrke det samlede kommunale sundhedsvæsen. Vi gør det allerede rigtig godt, men jeg optaget af, hvordan vi kan samarbejde på nye måder for at sikre et mere sammenhængende forløb for vores borgere, siger Jannie Fogh Kristensen.

– Det glæder mig rigtig meget, at vi har fået ansat en dygtig og fagligt velfunderet leder – det er en del af grundlaget for, at vi også fremadrettet kan levere høj kvalitet i vores ydelser til borgerne. Og så sætter jeg pris på, at vi fik muligheden for at tilbyde stillingen til et internt ledertalent, som var oppe imod et stærkt felt af ansøgere, siger Lene Jensen, sundhedschef i Randers Kommune.

Jannie Fogh Kristensen er godt rustet til lederopgaven med en netop afsluttet diplomuddannelse i offentlig ledelse i bagagen. Privat er Jannie gift og har to børn på henholdsvis 13 og 16 år. Familien bor i Randers.

Kommentarer