Norddjurs og Randers kommuner stopper samarbejde om madlevering ved udgangen af 2020

Norddjurs og Randers kommuner har siden februar 2018 igennem Madservice Kronjylland samarbejdet om at producere mad til pensionister i begge kommuner.

Samarbejdet har været godt og til borgernes tilfredshed. Det viser en brugerundersøgelse gennemført i november 2018.

Samarbejdet er i 2018 af både Klagenævnet for udbud og Ankestyrelsen erklæret lovligt og inden for rammerne af såvel udbudslov som kommunalfuldmagt. Alligevel må samarbejdet stoppe med udgangen af 2020, da Social- og Indenrigsministeriet har afgjort, at der ikke er lovhjemmel til det tværkommunale samarbejde. Ministeriets afgørelse kom i november 2019 og var en overraskelse for de to kommuner.

Ministeriet har i sin afgørelse henvist til, at samarbejdet kan lovliggøres på forskellige måder, herunder, at kommunerne etablerer et fælleskommunalt selskab – et såkaldt § 60-selskab.
De to kommuner har derfor i samarbejde undersøgt denne mulighed. Forvaltningen i Randers Kommune har vurderet, at det vil gøre samarbejdet betydeligt mere komplekst og bureaukratisk. Samtidig vil samarbejdet med andre kommunale enheder blive mere besværligt. Det har også indgået i forvaltningens vurdering, at et § 60 selskab ville medføre, at alle medarbejderne på Madservice Kronjylland skulle virksomhedsoverdrages.

– Vi tager ministeriets afgørelse til efterretning. Vi er selvfølgelig overraskede over, at afgørelsen går i den modsatte retning af to andre instanser. Det er rigtig ærgerligt. Madservice Kronjylland vil efter årsskiftet fortsætte med at levere mad til borgere i Randers Kommune – siger formand for Omsorgsudvalget i Randers Kommune, Fatma Cetinkaya

I sin afgørelse anerkender Social- og Indenrigsministeriet, at der på den ene side er hensyn, der kan tale for et kommunalt samarbejde, men er på den anden side nået frem til, at der i den aktuelle sag ikke foreligger en interesse af en sådan karakter og styrke, at samarbejdet via Madservice Kronjylland kan anses for at ligge inden for kommunalfuldmagten.

Formand for Voksen- og Plejeudvalget i Norddjurs kommune, Lars Møller er dybt forundret over at ministeriet med sin afgørelse går ind og underkender begge instanser, der tidligere har sagt god for samarbejdsaftalen.
Han understreger, at afgørelsen er med til at slå udviklingen af moderne kommunale samarbejder voldsomt tilbage.

Der har været stor opbakning til samarbejdet og på alle måder har der været tale om en stor succes. Derfor ærgrer det også udvalgsformanden desto mere, at ministeren har sat en kæp i hjulet på en succes.

Det betyder, at voksen- og plejeudvalget i Norddjurs Kommune tirsdag den 31. marts skal drøfte, hvordan maden til de ældre i Norddjurs Kommune i fremtiden skal produceres. Herefter skal sagen videre til økonomiudvalget inden sagen den 21. april behandles i kommunalbestyrelsen. Samarbejdet og den nuværende levering fra Madservice Kronjylland fortsætter, indtil der er fundet en anden løsning.

– Men borgerne, der får mad leveret kommer ikke til at mærke noget. Vi garanterer fuld tryghed overfor de mange ældre i Norddjurs, som har været rigtigt glade for leveringen af mad fra Madservice Kronjylland” fortsætter Lars Møller.

Kommunerne har fået frist fra ministeriet til at stoppe samarbejdet eller at etablere det i en anden form inden udgangen af 2020. Begge kommuner er indstillet på, at ministeriets beslutning ikke skal medføre usikkerhed hos borgerne, og kommunerne vil fortsætte samarbejdet, indtil Norddjurs Kommune har fundet en anden løsning.

Kommentarer