Debat og politik

Niels Erik Christensen bliver ny formand for børne – og familieudvalget

Ny formand for børne – og familieudvalget, Niels Erik Christensen.

Tidligere på ugen meddelte Anders Buhl-Christensen, at han giver tøjlerne videre og lader en ny komme til på formandsposten i børne – og familieudvalget, da han efter 24 år i kommunalpolitik ikke genopstiller ved kommunalvalget til efteråret. Venstres byrådsgruppe har peget på Niels Erik Christensen, der blev valgt til byrådet i 2017, som ny formand for børne – og familieudvalget.

”Det er en opgave jeg glæder mig til at løfte sammen med de andre udvalgsmedlemmer på tværs af forskellige partier. I den kommende tid skal vi have udmøntet et normeringsløft i vores institutioner, ligesom vi skal vælge ny placering til en daginstitution i den sydlige del af byen. Det ser jeg frem til og går ydmygt til opgaven, ”udtaler Niels Erik Christensen.

Formand for Venstre i Randers, Knud Pedersen er sikker på, at Niels Erik Christensen kommer til at kunne løfte opgaven som udvalgsformand for børne – og familieudvalget.

”Niels Erik er samarbejdsdygtig, god til at finde kompromiser og driftssikker. Jeg er helt overbevist om, at Niels Erik bliver en god udvalgsformand, ” siger Knud Pedersen, formand for Venstre i Randers og suppleres af partiets borgmesterkandidat, Christian Brøns:” Niels Erik kan være med til at rejse og sætte dagsordener i udvalget, der er vigtige for Venstre – blandt andet fleksible og længere åbningstider, der kan få hverdagen til at hænge bedre sammen for børnefamilier.”

Niels Erik Christensen bliver officielt valgt på næste udvalgsmøde i udvalget den 13. april.

Kommentarer