Randers By

Naturli’ Foods fra Randers har stabilt salg over forventningerne

Salget af plantefars ligger stabilt over forventning, lyder det fra Henrik Lund, adm. direktør i Naturli Foods. Pressefoto.

Det er ikke blot vegetarer, som søger mod køledisken med hakket plantefars i supermarkedet. Producenten beretter om et stabilt salg.

Det er nu lidt over et år siden, at den Randers-baserede virksomhed Naturli’ Foods sendte sit produkt ‘Hakket’ på gaden, som er en plantebaseret pendant til hakket oksekød.

Hele fem procent af markedsandelen har ‘Hakket’ indtaget, ifølge Naturli’. Dette bliver solgt i Salling Group butikkerne Netto, Føtex og Bilka.

 

Analyser viser rent faktisk, at det bare er 12 procent af køberne af plantefarsen, der er vegetarer eller veganere.

– Det viser, at flere almindelige forbrugere tager kødfrie alternativer til sig. Der bliver flere fleksitarer (ikke-vegetarer, der har kødfri dage, red.), siger direktør i Naturli’ Foods, Henrik Lund, og fortsætter:

– For os handler det heller ikke om at omvende alle til at blive vegetarer, men vi forsøger at lave nogle produkter, som alle kan arbejde med, har råd til og kan lide.

Det vakte stor opsigt, da Naturli’ lancerede sin plantebaserede “hakkekød”, og det gav vind i sejlene for salget, der på et tidspunkt lå på 10-12 procent af det solgte hakkekød i Salling Group.

– Nu har salget stabiliseret sig på et niveau, der stadig er væsentligt over vores forventninger, siger Henrik Lund.

Mere eksport end hjemmesalg

Størstedelen af Naturli’s produkter bliver eksporteret og i juni kom en aftale i Storbritanien i hus. Det var med landets næststørste supermarkedskæde, Sainsbury’s, hvor produktet nu bliver solgt i 400 butikker.

 

Henrik Lund vil dog ikke røbe selve volumetallet for salget, men han forklarer dog, at salget går helt forrygende. Briterne er rigtig glade for virksomhedens plantebaserede smørerstatning.

Ved offentliggørelsen af aftalen udtalte Henrik Lund, at man håber at sælge en halv million pakker ‘Hakket’ i det første år i Storbritannien.

Det største eksportmarked for Naturli’ er Australien, hvor virksomhedens produkter er at finde i kæden ‘Woolworths’.

Ifølge Henrik Lund er fordelingen cirka 70-30 mellem eksport og salg i Danmark. Naturli’ eksporterer til blandt Sverige, Schweiz, Østrig og en række andre europæiske lande.

Næste mål er nu USA, oplyser direktøren

Kommentarer