Debat og politik

Mød Klima- og Energiministeren til debatmøde i Randers

Mandag den 26. november får Randers besøg af Klima- og Energiminister Lars Christian Lilleholt. Det er Venstre i Randers, der har inviteret ham til at deltage i “Den varme stol”, som er åbent for alle interesserede.

Klimaministeren vil sammen med Randers’ lokale folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen fortælle om regeringens klimapolitik, og det klimaudspil, som omhandler fjernelse af registreringsafgiften på grønne biler, udfasning af benzin- og dieselbiler og et overordnet mål om, at CO2 udledningen skal mindskes markant.

Klimaområdet er kompliceret og uigennemskueligt, men i Venstre mener man, at Danmarks grønne førerposition skal fastholdes, og at der derfor skal investeres massivt i den grønne omstilling. Venstres langsigtede mål er, at Danmark skal være helt uafhængig af fossile brændsler.

Vejen dertil vil medføre store forandringer og der vil være udfordringer for mange familier: Derfor er der rig mulighed for spørgsmål til ministeren, når han gæster Randers.

På aftenen vil de to venstrelokalpolitikere, formand for udviklingsudvalget Claus Omann Jensen og gruppeformand Christian Brøns, fortælle om sidste nyt fra Randers kommune.

Mødet finder sted på den 26. november kl 19.00 i Helligåndshuset, Erik Menveds Plads, 8900 Randers C. Gratis entré.

Kommentarer