Langå

Modsætninger mødes i No7, Langå

‘Kvinde – kend din politiker’ – sådan lød opfordringen i en invitation, som butiksejer Lotte Thorsen sendte ud til en kreds af sine kunder.

– Vi får besøg af Iben Sønderup (Socialdemokratiet) og Louise Høeg (Venstre),” fortsatte Lotte og skrev: – Jeg synes, det er spændende at høre om, hvad to af vores kvindelige politikere har på hjertet i hyggeligt selskab med jer skønne kvinder.

For nemt kun at debattere på YouTube

Arrangementet er kommet i stand, fordi Louise Høeg og Iben Sønderup har startet programserien ‘Modsætninger mødes’ på deres egen YouTube-kanal, Høeg & Sønderup. Men det er for nemt bare at diskutere politik med hinanden på YouTube, mener de, og derfor tilbyder de nu også at komme på besøg og snakke politik under mere uformelle former hos nogen, der kan samle cirka 15 mennesker.

Høeg og Sønderup gi’r kage

‘Har du kaffen? – Så gi’r vi kagen!’ siger Høeg og Sønderup. Og nu har Lotte Thorsen altså taget udfordringen op. Hun mener at det kan blive inspirerende og spændende. Og tilmeldingerne er strøget ind i indbakken i løbet af få dage. – Der er stadig enkelte pladser tilbage, men man skal skynde sig nu, hvis man vil med, fortæller Lotte.

Arrangementet foregår i Lottes tøjbutik, No7, Bredgade 22 i Langå onsdag den 15. november klokken 19.00-21.00 og er selvfølgelig uforpligtende og gratis.

Både Høeg og Sønderup er medlem af byrådet og genopstiller til valget den 21. november. Høeg er desuden opstillet til regionsrådet, mens Sønderup er folketingskandidat.

Kommentarer