Randers By

Mit blå univers – musiske malerier i Sct. Andreas kirken

Se billedserie Foto af billeder: Hanne Lund

“Når kreativiteten bobler og musikken ikke kan opsuge al energien, flyder den over på et utal af lærreder.”

“Mit blå” univers kalder organist Hanne Lund flere af sine visuelle kreationer, der kan betragtes fra søndag i Sct. Andreas kirken i Randers NØ. Billeder, der leger med beskuerens fantasi, for hendes lærreder har fanget fantasifulde penselstrøg i en blanding af genkendelige og drømmende figurer.

“Hannes utæmmelige leg med fantasien blev sikkert grundlagt i barndommen, da hun er vokset op tæt på LEGO miljøet i Billund. Alligevel blev det musikken, der trak. Med en konservatorieuddannelse ernærer hun sig som organist ved Albæk, Harridslev og Støvring kirker. Desuden er hun en inspirerende korleder for både et børnekor i Voldum og et voksenkor i Harridslev, og så skal teenagebørn og hunden Cantor også overøses med kreativ kærlighed”, lyder beskrivelsen af kunstneren.

Om sit blå univers fortæller Hanne Lund selv:

”Jeg har altid tegnet – træer uden blade – små skabninger som iagttager en fra papiret – oftest svømmende rundt i et blåt univers – måske himmel, måske hav. Åben for fortolkning af beskueren. Derfor har mine billeder også kun porøse, luftige titler så fantasien ikke bliver stækket.

Mine billeder er tænkt som et frirum hvor sind og tanker kan gå på vandring. Hvor man måske finder et sted, falder lidt i staver og så kommer videre – ikke kun i billedet men også med sig selv.
Det sidste års tid er mange af de små skabninger sprunget ud af billederne og prøver nu at stå på egne ben. De er forsøgt indfanget i små sorte universer. Mit eget univers er fyldt med musik, farver og latter.”

Søndag den 19. marts klokken 11 slår Sct. Andreas kirke dørene op for Hannes Lunds første fernisering.

Kommentarer