Kultur

Minister fik et godt indtryk af Randers

Se billedserie

I går mandag besøgte beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen Tradium på Blommevej i Randers.

Årsagen til besøget var resultaterne af et flygtningeprojekt ”Flygtning direkte i job” som sker i et samarbejde med Randers Kommune, Sprogcenter Randers, Dansk Industri, Dansk Metal og Jobcenter Randers. Allerede nu

Projektet bliver gennemført med en nytænkning af de pædagogiske overvejelser, rekruttering af kursister.

I 2016 blev projektet gennemført på metalområdet og gav overraskede gode resultater med omkring 80 procents ansættelse af deltagerne, der gennemførte kurset, og det viser sig, at flygtningene lynuddanner sig til metalindustrien i Randers.

Projektet og metoderne har efterfølgende vist sig effektive på andre brancheområder og aktørerne i samarbejdet tæller nu også bl.a. Norddjurs- og Syddjurs kommuner, samt andre brancheskoler.

– En vigtig drivkraft for forløbene er kursisterne egen motivation. Derfor er det frivilligt at starte på forløbet, men vi har erfaret, at det er nødvendigt at være meget konsekvente overfor kursisterne, når de er på forløbet. Det bunder i den forskellighed, der ligger i kulturen. Eksempelvis at det ikke går med flere sygedag på en uge, men generelt har kursisterne været meget motiveret og haft relevante kompetencer med i bagagen, oplyste den administrerende direktør på Tradium Lars Michael Madsen.

Én af flygtningene som er kommet i arbejde er Abdulbaset Ahmed Darkalt. I Syrien arbejdede han med at reparere og vedligeholde maskiner til chipsproduktion. I Randers kom han i praktik på LRI. En virksomhed, der installerer maskiner til madindustrien. Det gav ham blod på tanden til at fortsætte i metalbranchen.

Direktør for Randers Rørindustri Henrik Klitte Andersen deltog i ministerbesøget. Han var blevet kontaktet af jobcentret, som spurgte om virksomheden ville være interesseret i at deltage i projektet.

– På det tidspunkt stod vi og manglede arbejdskraft, og vi efterspurgte folk med netop de kompetencer, som Abdul havde. Nu er han ansat i firmaet, og det går rigtig, fortalte Henrik Klitte Andersen til ministeren.

I dagens anledning var Abdulbaset Ahmed Darkalt til stede i Tradiums værksted, og det var en stolt flygtning, som sagde goddag til beskæftigelsesministeren.

Herefter hilste ministeren på danmarksmesteren i skills, Svend Borup, som vandt konkurrencen i januar 2017. Danmarksmesteren fremviste den trailer som havde givet ham mesterskabet. Svend Borup er udlært til august næste år, men allerede nu har han en selvstændig virksomhed.

Troels Lund Poulsen blev også sat til at svejse. Det skete ved hjælp af en laser som hverken giver svejserøg eller lugter. Ministeren kunne følge med på en skærm, og det færdige resultat fik han med hjem.

Arrangementet sluttede med taler. Direktør Lars Michael Madsen bød officielt velkommen til beskæftigelsesministeren.

– Jeg må sige, at det gør et stort indtryk på mig at møde de mennesker, der har valgt at lade sig uddanne her igennem ”Projekt flygtninge direkte i job.” For det har ikke bare krævet mod til at lære nye kompetencer inden for eksempelvis svejsning, sagde direktøren.

– Her på afdelingen ved jeg, at den smedefaglige standard er meget høj. Vi har det stærkeste hold, der ved alt om svejsning fortsatte han.

Direktøren rettede samtidig en stor tak til de enkelte faglærere og til beskæftigelsesministeren som har vist stor interesse for projektet.

Til slut takkede han for den trepartsaftale, der netop er indgået.

– Den betyder så meget for både arbejdstagere og arbejdsgivere, og jeg garanterer, at vi her på Tradium er klar til at levere efteruddannelse, der klæder alle på til fremtidens arbejdsmarked, lovede Lars Michael Madsen.

I sin tale forklarede Troels Lund Poulsen, at det var en stor oplevelse at besøge Tradium. Ikke mindst fordi Dansk Metal havde optrådt som rådgiver, hvilket er lidt usædvanligt for venstre-ministeren.

– For mig er det fuldstændig afgørende, at vi nu får uddannet flere faglærte medarbejdere til alle de industrivirksomheder, der har et akut behov for det, men også at de flygtninge som kommer hertil bliver en del af det danske arbejdsmarked. Det giver vi den største politiske opmærksomhed, understregede ministeren.

Til slut talte borgmester Claus Omann Jensen. Han betonede, at lige nu er der alt for få, som får en erhvervsfaglig uddannelse.

– Heldigvis er vi dygtige her i Randers, og 23 procent vælger at tage en erhvervsfaglig uddannelse, og det skal vi glæde os over fastslog borgmesteren.

Efter mødet talte vi med beskæftigelsesministeren, og her pointerede han, at han er både stolt og glad over at se hvor dygtig Tradium og samarbejdsparterne er til at uddanne faglært arbejdskraft, men også at se, hvordan ”Projekt flygtninge direkte i job” havde fået flygtninge ud på arbejdsmarkedet.

– Jeg vil sørge for, at de gode resultater i Randers bliver spredt til andre dele af Danmark, så man kan tage ved lære af de meget fine resultater i Randers Kommune.

Det var en både opløftet og stolt beskæftigelsesminister, som forlod byen med et godt indtryk af Randers Kommune.

Kommentarer