Debat og politik

Millionunderskud i Randers FC Holding

Under torsdagens generalforsamling aflagde Svend Lynge Jørgensen, formand for Randers FC Holding A/S beretning.

2017/18 var på flere måder et rigtigt møgår for Randers FC. Det gælder såvel det sportslige som det økonomiske og det ledelsesmæssige. Det eneste større lyspunkt var vel egentlig at det lykkedes os at forblive i Superligaen.

Sådan indledte formand for Randers FC Holding A/S Svend Lynge Jørgensen sin beretning på torsdagens generalforsamling, hvor han samtidig måtte præsentere forsamlingen for et underskud på 11,6 millioner kroner i regnskabsåret 2017/18.

– Det er klart utilfredsstillende at måtte konstatere et underskud i den størrelsesorden. Vi har derfor igangsat en række initiativer der gør at noget sådant ikke gentager sig. Vi undgår formentlig ikke underskud i det igangværende regnskabsår, men det kommer ikke i nærheden af det vi lige har rapporteret, lød det fra Svend Lynge Jørgensen.

Han forklarede videre, at dårlige sportslige resultater med deraf følgende færre TV-penge, dobbelt løn til direktører og trænere og afskrivning på spillere, som klubben skilte sig af med, havde medført dårlige økonomiske resultater.

– Selv om vi er meget taknemmelige for den store sponsoropbakning vi stadig nyder, så må vi for første gang i mange år konstatere at der er et ikke uvæsentligt fald i sponsorindtægterne. Kampdagsindtægterne har også været skuffende, konkluderede formanden.

Herefter afsluttede Svend Lynge Jørgensen, at klubben har igangsat en økonomisk og sportslig genopretningsplan.

– Det indebærer blandt andet, at vi har solgt den sidste af vores udlejningsejendomme ligesom vi arbejder på at sælge vores vindmøller. Vi investerer trods en stram økonomi desuden mere og mere i talentudviklingsarbejdet for at udvikle så mange superligaspillere som muligt.

Nettoomsætningen i Randers FC Holding A/S var i 2017/18 på knap 63,4 millioner kroner, mens egenkapitalen i er på 31 millioner kroner.

Kommentarer