Havndal

Midlertidigt udvalg skal følge omlægningen af Aldershvile

Et midlertidigt politisk udvalg skal følge omlægningen af dele af plejecenter Aldershvile til Sundhedssatellit Havndal.

Et midlertidigt politisk udvalg, der blandt andet kommer til at bestå af borgere fra Havndal, skal følge omlægningen af dele af plejecenteret Aldershvile til sundhedssatellit Havndal. Det har byrådet besluttet på mødet den 3. februar 2020.

I forbindelse med budgetforliget 2020-2023 besluttede byrådet, at Aldershvile skal reduceres til otte ældreboliger med mulighed for kald. Den resterende del skal omdannes til et lokalt sundhedscenter med kommunale, regionale og private tilbud. Ønsket er blandt andet at sikre sundhedstilbud tættere på borgerne.

Det midlertidige udvalg kommer til at følge processen tæt og vil være rådgivende i forbindelse med de beslutninger, som bliver taget undervejs i omlægningen og etableringen.

Udvalget vil være rådgivende indtil sundhedscenteret står færdigt i midten af 2021. Det kommer til at bestå af syv byrådsmedlemmer. Derudover vil der blive valgt fire borgere på et kommende borgermøde i Havndal. Endelig vil Randers Kommune opfordre Region Midt til at udpege en repræsentant til udvalget.

Kommentarer