Randers By

Markant fremgang i ansøgertal hos Erhvervsakademi Dania

Rektor Anders Graae Rasmussen glæder sig over at ansøgerantallet Erhvervsakademi Dania er særligt flot set i lyset af, at ansøgertallet til kvote 2 på landsplan er gået 3 % tilbage.

Igen i år oplever Dania en øget interesse fra unge mennesker i forbindelse med optaget gennem kvote 2, hvor der var deadline fredag kl. 12.00

For første gang sniger antallet af ansøgninger sig op over 500 hos Erhvervsakademi Dania til årets kvote 2-frist. Fremgangen findes både på campus i Randers, Grenaa, Silkeborg, Skive og samlet for hele uddannelsesinstitutionen.

I alt er man gået fra 452 ansøgninger i fjor til 503 i år, hvilket er en fremgang på 11 procent.

”Vi er utrolig glade og stolte over, at vi har fået mere end 500 ansøgere til vores regionale uddannelser. Det er meget vigtigt for vores lokalområder, at de unge vælger at tage en uddannelse lokalt. Forskning og undersøgelser tyder på, at der, hvor man tager sin uddannelse, bliver man også boende bagefter. Og det er særligt flot set i lyset af, at ansøgertallet til kvote 2 på landsplan er gået 3 procent tilbage,” siger rektor Anders Graae Rasmussen.

På campusset i Randers er det især den klima-bevidste uddannelse til energiteknolog, der har tiltrukket de unge mennesker. Energiteknologuddannelsen er fra ministeriets side dimensioneret til 12 studiepladser, og allerede nu er der 8 ansøgninger til klimauddannelsen.

Også på Erhvervsakademi Danias campus på Djursland i Grenaa er der øget interesse. Markant øget interesse, endda. Her er ansøgertallet steget med hele 70 % fra 24 til 41 ansøgere.

Den markante fremgang for de to korte videregående uddannelser kommer ovenpå, at Dania Games i februar bød velkommen til et fuldt hold studerende på den nye bachelor-uddannelse i softwareudvikling.

Kommentarer