Erhverv

Mange randrusianere kan få over 100.000 kroner ekstra på pensionskontoen

Lønmodtagere fra Randers kan få langt flere penge til pensionisttilværelsen, hvis de har fokus på, hvad de betaler for at spare op.

Der kan være rigtig mange penge at hente til en bedre tredje alder i Randers. Især for den andel af Randers Kommunes godt 45.000 lønmodtagere, der arbejder under en overenskomst med ret til arbejdsmarkedspension.

En beregning fra PensionDanmark viser, at alene forskellen i omkostninger mellem et typisk arbejdsmarkedspensionsselskab og en gennemsnitlig investeringsforening i banken kan udgøre en gevinst på langt over hundrede tusinde kroner over en årrække.

-Det er rigtig mange og nemme penge at spare – siger Torben Möger Pedersen, adm. direktør i PensionDanmark.

Han har et godt råd til de danske pensionskunder, der gerne vil have mest muligt ud af de penge, de lægger til side til tiden efter arbejdslivet.

– De fleste danskere skal nok forvente lidt lavere afkast fra pensionsopsparingen i de kommende år. Derfor er det et særligt godt råd at overveje konsekvenserne af omkostningerne forbundet med at spare op. Selv tilsyneladende små forskelle i de årlige omkostninger betyder rigtig meget over tid – siger Torben Möger Pedersen.

Risikerer at smide mange penge ud ad vinduet
Et PensionDanmark-medlem vil eksempelvis spare over 280.000 kroner mere op til sin pension, hvis han eller hun over et arbejdsliv sparer 1.000 kroner ekstra op på sin
arbejdsmarkedspension hver måned i stedet for at lægge samme beløb i en gennemsnitlig investeringsforening via banken. Gevinsten består både af lavere omkostninger og renters-rente-effekt ved, at pengene i stedet for at gå til omkostninger og gebyrer går til opsparing og giver et afkast.

PensionDanmark tjener som medlemsejet, nonprofit arbejdsmarkedspensionsselskab ikke selv penge, hvis et medlem sparer ekstra op eller samler pensionsopsparingerne hos dem. Men budskabet er vigtigt for Torben Möger Pedersen af andre årsager.

– Vi tjener ikke selv en krone, hvis vores medlemmer foretrækker at spare ekstra op hos os. Men det enkelte medlem får meget mere ud af sin opsparing, og det er dét, der betyder noget for os- siger Torben Möger Pedersen.

Omkring 40 procent af PensionDanmarks medlemmer har også pensionsopsparing gennem deres bank.

Tre gode råd til din pensionsopsparing
1: Undersøg, hvad du betaler i gebyrer, administrations- og investeringsomkostninger i dit/dine pensionsselskaber og i banken. Forskellen mellem 0,5 pct. og 1,0 pct. i samlede omkostninger kan blive enorm over tid.

2: Sammenlign omkostninger hos de enkelte pensionsselskaber på faktaompension.dk eller kontakt dit pensionsselskab.

3: Tjek, om det kan betale sig for dig at samle dine pensionsopsparinger ét sted i stedet for at betale omkostninger flere steder. Nogle banker og pensionsselskaber opkræver gebyr for at overføre eller samle din opsparing. Hos PensionDanmark er det gratis.

Kommentarer