Samfund

Mange byggesager fører til øget fokus på sagsbehandling og mindre vejledning

Randers Kommune har siden årsskiftet oplevet et rekordhøjt antal ansøgninger om byggetilladelse. Og selvom byggeaktiviteten er meget positiv for udviklingen i Randers, giver det også udfordringer for den afdeling, der behandler byggesagerne.

“Vi har tradition for gerne at ville tilbyde generel vejledning og service i forbindelse med, at man ansøger om byggetilladelse. Men med virkning fra den 15. april og indtil videre frem til sommerferien er vi nødsaget til hovedsageligt at prioritere at behandle de mange byggeansøgninger,” siger Carsten Riisgaard, der er sektionsleder for BYG i Udvikling, Miljø og Teknik.

Han opfordrer til, at man i stedet bruger Randers Kommunes hjemmeside, randers.dk, hvor der ligger mange gode råd om byggeri og ansøgning om byggetilladelse. Alternativt kan man også tage kontakt til en byggerådgiver, fx en arkitekt eller en ingeniør, for at få vejledning, eller spørge den håndværker, der skal udføre byggearbejdet.

Oprustning på vej

I februar og marts har antallet af byggeansøgninger i Randers Kommune ligget cirka 50 procent over normalen, og forventningen er, at det vil fortsætte i de kommende måneder.

“Det er rigtig godt for vores kommune og for udviklingen af Randers, men det betyder også, at vi har svært ved at følge med. Derfor er vi i fuld gang med at opnormere og rekruttere nye medarbejdere,” siger Carsten Riisgaard.

Rekrutteringen af nye medarbejdere er dog udfordret af, at der er mangel på byggesagsbehandlere – ligesom der også er mangel på arbejdskraft i andre dele af byggebranchen.

“Rigtig mange kommuner oplever en stor stigning i byggesager i øjeblikket, og det medfører en stor efterspørgsel på byggesagsbehandlere. Derfor har vi også en forventning om, at nye medarbejdere først skal oplæres, før de for alvor kan begynde at sagsbehandle,” siger Carsten Riisgaard.

Nye telefontider

Selvom byggesagsafdelingen nu indfører begrænset vejledning og service, vil det fortsat være muligt at komme i telefonisk kontakt med byggesagsbehandlerne. Telefonerne er således åbne alle hverdage mellem 09.00-11.00.

“Jeg håber på forståelse for, at vi er i en ekstraordinær situation med rigtig mange nye ansøgninger. Vi gør alt hvad vi kan for at behandle dem hurtigst muligt, og at vi nu i en begrænset periode skruer ned for vores vejledning og service gør, at vi får mere tid til at behandle sagerne,” siger Carsten Riisgaard.

Fakta

Så mange byggesager er der i Randers Kommune

Skal du ansøge om byggetilladelse? Følg disse råd og undgå unødig forsinkelse i sagsbehandlingen:

  • Sørg for at din ansøgning er fyldestgørende fra starten
    Det bliver hverken hurtigere eller billigere af at indsende en halvfærdig byggeansøgning.
  • Undersøg hvad der gælder for din ejendom
    Din ejendom kan være omfattet af en lokalplan, landzone eller beskyttelseslinjer der kan have betydning for hvad og hvordan du kan bygge.
  • Sæt dig ind i byggeretten (kap. 8 i bygningsreglementet)
    Måske kan ganske få ændringer gøre, at din ansøgning kan gå lige igennem frem for at skulle vurderes og sendes i partshøring
  • Få din rådgiver til at hjælpe med ansøgningen
    Der kan være flere ting omkring en byggeansøgning som kan være svært at finde ud af hvis man kun søger den ene gang – det vil din rådgiver sandsynligvis have helt styr på.

Kommentarer