112

Mandag stod politibilerne nærmest i kø for at bringe anholdte til retten i Randers.

Tre personer var blevet afhentet på deres bopæl for at retten kunne være sikker på, at de tiltalte var til stede i retten, mens en fjerde person blev fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for tyveri af våben og ammunition.

En af de anholdte var en mand på 57 år fra Hornslet. Han var tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse og for ikke at opbevare våbnene sikkerhedsmæssigt korrekt.

Han har været indkaldt til retsmøde to gange tidligere, hvor han er udeblevet. Derfor udsendte retten en anholdelsesbegæring, og det resulterede i, at klokken 5.30 mandag morgen, blev han banket op af to betjente og anholdt.

Den 57-årige støttede sig til sin rollator, og rystede tydeligt på hænderne, og var ikke tryg ved situationen.

Den tiltalte erkendte at have tre geværer i et kosteskab på sin bopæl. Det var arvestykker fra hans far og bedstefar. Derimod nægtede han, at han skulle have opbevaret ammunition. Anklageren frafaldt herefter anklagen for besiddelse af ammunition.

Den 30. august 2016 kom politiet på besøg i en anden forbindelse, og her fandt betjentene de tre våben og ammunition.

Da han ikke kunne fremvise en tilladelse til at have de tre geværer, blev de beslaglagt af politiet.

I retten forklarede den tiltalte, at den gamle landbetjent i Hornslet i 2002 havde givet ham tilladelse til at have de tre geværer. Han var overbevist om, at den tilladelse stadigvæk var gyldig, og derfor havde han ikke spekuleret på at få en ny.

Forsvarer Dorthe Østerby gjorde retten opmærksom på, at våbnene aldrig var blevet benyttet, og den tiltalte kun havde dem som et minde.

Dorthe Østerby spurgte den 57-årige om han ville have afleveret våbnene under frit lejde aktionen sidste år. Det havde han ikke lige spekuleret på, men erkendte at hvis han havde vidst at våbnene var ulovlige, så havde han sikkert afleveret dem.

Kriminalforsorgen havde udarbejdet en personundersøgelse af den tiltalte. Her fremgik det, at den 57 årige hver dag drikker mindst 10 øl, og en gang imellem også snaps. Han ønskede ikke at gå i behandling for sit misbrug, og derfor kunne en betinget dom eller samfundstjeneste ikke anbefales.

Dommer Marianne Sonne spurgte den tiltalte direkte, om han stod fast på ikke at gå i behandling. Han bekræftede, at det ønskede han ikke.

Derefter tog det ikke mange minutter for dommeren at beslutte, at den tiltalte skal fire måneder i fængsel. Den tiltalte modtog dommen.

Herefter kom to andre politifolk med en ung mand, som også var blevet væk fra flere retsmøder. Sagen drejede sig om forlængelse af en foranstaltning om tilsyn på grund af et misbrug. Manden har haft bopæl i Hadsten, men var nu flyttet til Vejle.

Han var blevet anholdt søndag aften klokken 21.30, og kunne efter retsmødet forlade retten som en fri mand.

Da retten var hævet måtte den unge mand gå til banegården, og herfra med toget til Vejle. Denne gang for egen regning.

Kommentarer