Havndal

Mand fra Havndal skabte ravage og røg i detentionen i Sønderborg

En mand fra Havndal blev anholdt af politiet i Sønderborg. Arkivfoto

En mand fra Havndal røg tirsdag i detentionen i Sønderborg. Fire gange måtte politiet rykke ud efter anmeldelser om optøjer. Det skriver SønderborgNyt.dk i dag. 

En tur til Sønderborg tirsdag endte med en overnatning i detentionen for en 38-årig mand fra Havndal.

Allerede om formiddagen modtog politiet flere anmeldelser om, at en mand gik på gågaden og skabte påstyr ved at vifte om sig med en kniv. Alt ledigt mandskab blev sendt efter manden, mens løbende anmeldelser fra folk, der havde set manden, ledte betjentene på sporet.

– Vi traf en 38-årig mand på Arnkilgade og han havde ganske rigtigt en kniv på sig. Det viste sig, at han havde fundet en lovlig foldekniv på gågaden, fortæller Mads Hansson fra Syd- og Sønderjyllandspoliti til SønderborgNyt.

Manden havde gjort folk utrygge med sin optræden, men han havde ikke truet nogen. Så politiet konfiskerede kniven som hittegods og bad manden om at forlade området.

Først fjerde gang røg manden i “gryden”

Klokken 13.52 fik politiet en anmeldelse om, at en mand lavede påstyr ved Alsion-centeret. Det viste sig at være den samme 38-årige mand. Igen blev han bedt om at forlade stedet.

Klokken 18.12 var den gal igen. Denne gang sad manden ved Borgen, hvor han fornærmede forbipasserende. Endnu engang blev han bedt om at gå.

En halv time senere, klokken 18.38, var festen slut for den 38-årige. For fjerde gang fik politiet anmeldelser om manden, der nu skabte påstyr på busstationen – det var dråben for de ellers tålmodige betjente, der besluttede at anholde manden og sætte ham i detentionen. Han blev sigtet for at have råbt “fuck jer” efter politiet.

Politiet oplyser til Randers Netavis i dag, at manden er løsladt, og at der ikke vil blive rejst tiltale.

Kommentarer