Debat og politik

Løsninger frem for altid krav om flere ressourcer

Arne Erikslev, Toldbodgade 21, Randers NØ. Arkivfoto

Læserbrev af Arne Erikslev, Toldbodgade 21, Randers NØ

Folkeskolen: Byrådsmedlem (S) og med kendskab fra bestyrelsesarbejde på Vestervangsskolen Lise-Lotte Leervad Larsen har en helsides kronik i Amtsavisen den 2. august med overskriften: ”Alle skolebørn skal kunne trives og blive dygtige”. Mon ikke alle kan blive enige i dette ønske. Langt inde i teksten kommer der ikke mindre end tre steder et ønske / krav om flere ressourcer / investeringer i folkeskolen.

Hun beskriver også noget om, hvor mange unge der er stressede, psykisk ustabile og ulykkelige, men intet om årsager hertil, men blot et eksempel med ”Karl”, hvor jeg forstår, at problemet med ham er/var en manglende kommunikation mellem skolen og hans mor.

Udover de nævnte flere ressourcer, så stilles der også krav til personalet: ”Der er ingen tvivl om, at det er personalet i skolen, der er altafgørende for, hvordan vores børns tid i folkeskolen bliver”. INTET krav til forældrene, som jeg mener i dagens Danmark, at det er der største problem.

Tidligere var det således, at var der kritik af lille Peter ved skole/hjem samtaler, så fik han en røffel på hjemmefronten. I dag er der således, at forældrene møder op, og giver underviseren en skideballe, hvis der blot nævnes et lille ønske om en forbedring af lille Peters opførsel / adfærd. Her er der virkelig noget at tage fat i for at genskabe respekt for skolen, at sørge for at lille Peter møder læringsparat, har fået et solidt morgenmåltid og har respekt for underviserens rolle. Som ung assurandør – inden jeg blev selvstændig – belærte min salgsleder mig om, at hvis jeg havde ønsker / kritik, så var det kun accepteret, hvis jeg selv have minimum 2 løsningsforslag og gerne omkostningsneutral.

Derfor har jeg noteret mig en artikel om mentaltræner Erik Østenkjær i BT under overskriften: ”Vi ødelægger børn og unge med diagnoser og medicin”.

I relation til ”Karl”, nævnt foran, så udtaler han, at ”Problemet er, at så snart du giver en diagnose, giver du en identitet. Så er du syg og sygeliggjort. Det er ikke sikkert, man er syg”. Et konkret eksempel: ”Det kunne være en dreng, der har fået diagnosen ADHD, fordi han har uro i kroppen og laver ballade i skolen. Det eneste, man ikke har set på, er, at familien er i krise. At faren er flyttet hjemmefra, og at barnet ikke ved hvorfor. Barnet har i to år levet i en splittet familie og været utryg, men ingen snakker om det. Det reagerer han på og ender med en ADHD diagnose”. Nu er der så en begrundelse / undskyldning for hans adfærd og omgivelserne retter sig ind efter det.

Problemet er så symptombehandling i stedet for at gøre noget ved hans livssituation. Så mit ønske er forslag til fornyelse, at gøre ting anderledes og tage fat i de reelle problemer med forældre mv.

Kommentarer