Randers By

En legende i byen på Turbinen

Allan Taylor på Turbinens scene den 9. november.

Det er en levende legende, der står på Turbinens scene hos Folkemusik i Randers torsdag den 9. november. Allan Taylor, 72, er manden, der skrev ‘It´s good to see you’, og han har har gennem årene opbygget en stor og trofast fanskare, ikke mindst på grund af festivalbesøgene i Tønder og Skagen.

Taylor begyndte allerede som teenager at optræde på folkscenen i hjembyen Brighton. Efter endt uddannelse forlod han sin hjemstavn og blev 1966 professionel musiker.

I 1970 optrådte Allan Taylor med Fairport Convention, og efterfølgende tegnede United Artists kontakt med den talentfulde singer-songwriter. Drevet af interessen for folk-revival bevægelsen, flyttede Taylor til New York og blev hurtigt en del af musikscenen i Greenwich Village, hvor han optrådte i de mange folkklubber.

Efter udgivelsen af The American Album i 73 fortsatte karrieren i England med gruppen Cajun Moon, der lp-debuterede i 1976. Efter blot et album forlod han gruppen og har siden optrådt alene.

Sideløbende med den musikalske karriere og universitetsstudier, drev Allan Taylor sit eget pladeselskab, der blandt andet udgav Skagen Festivalens legendariske Alex Campbell mindekoncert i 1997. De seneste 20 år har det tyske selskab Stockfisch Records stået for Allan Taylors udgivelser.

I 1980´erne kom Allan Taylor til Tønder Festival på opfordring af Alex Campbell og har siden besøgt Danmark hvert år. Han har spillet på store scener som Roskilde Festival og små scener på festivaler og i klubber.

Allan Taylor er stadig særdeles aktiv som musiker og rejser næsten hele året. Han optræder regelmæssigt på danske festivaler, især Tønder Festival, Strib Vinterfestival og Skagen Festival, som bruger hans sang ‘It’s Good To See You’ som signatursang.

I 2012 skrev Taylor en sang tilegnet Strib Vinterfestival. Taylor regnes for at være sangskrivernes sangskriver. Allerede i 1983 blev han nævnt i The Oxford Book of English Traditional Verse, hvor tre af hans sange blev trykt, og hans sang ‘Roll on the day’ regnes i Australien som traditionel folkesang.

Læs mere om arrangementet og køb billetter her.

Folkemusik i Randers har længe ønsket en koncert med folkesangernes grand old man, og det er nu lykkedes.

Kommentarer