Foreningsnyt

Landsbyklyngen Kronjylland udsætter den årlige Klyngefestival

 

På bestyrelsesmøde i Landsbyklyngen Kronjylland 17. juni 2020 blev det besluttet at udsætte Landsbyklyngen Kronjyllands Klyngefestival på Mellerup Efterskole.
Det har været en rigtig svær beslutning, fortæller sekretær Bent Glad, men under de givne Corona forhold, er denne løsning desværre nødvendig.

Uanset hvor ansvarligt alle opfører sig og agerer efter sundhedsmyndighedernes anvisninger, så skal der kun en enkelt smittet til at skabe en ny smittekæde. Samtidig er der et særligt ansvar overfor Mellerup Efterskole og dens elever og personale og evt. risiko for at sende hele skolen i karantæne ved en evt. smitte.

Klyngefestivalen er almindeligvis en meget vigtig aktivitet i Landsbyklyngen Kronjylland og dens 13 landsbyer og har udviklet sig til at være et udstillingsvindue for den underskov af kreative sjæle i lokalområdet, som gerne vil vise deres kunnen og speciale. Det er Landsbyklyngen Kronjyllands X-faktor, dog uden konkurrencedelen, og der er repræsentanter i forhold til mange forskellige aktiviteter, bl.a. honning, forskellige slags kunsthåndværk, sang og musik, Agility med opvisninger for hunde, jagt og klappekøer. Vores deltagere er så dygtige, udtaler Bent Glad, og derfor føles det dobbelt ærgerligt, at vi må udsætte Klyngefestivalen til næste år den 11. september i Mellerup Efterskoles faciliteter.

Men selv om vi udsætter Klyngefestivalen, er det ikke ensbetydende med at alle aktiviteter er gået i stå i Landsbyklyngen Kronjylland, fortsætter Bent Glad. Der er igen rigtig meget i gang i forhold til de stående udvalg og arbejdsgrupper.

Landsbyklyngen har som noget nyt arbejdet meget med Outdoor aktiviteter, bl.a. i samarbejde med DGI og Randers Kommune, og der er i den forbindelse blevet rekrutteret ”Gå værter”, som arrangerer gåture ude i de enkelte landsbyer, hvilket kan følges på de enkelte landsbyers facebook sider. Alle der har lyst til traveture i det fri er meget velkommen.

En anden sag der optager os rigtig meget i øjeblikket, er projekt ”Mødestedet”, som er et projekt under DGI, LAG, Real Dania, Randers Kommune, Landsbyklyngen Kronjylland og ikke mindst Albæk Borgerforening. Albæk lægger både masser af frivillig tid og plads til dette projekt, og der er pt. mange idéer i luften, bl.a. i forhold til at koble ”Mødestedet” sammen med projekt ”Byen ved vandet”, siger Bent Glad.

Arbejdsgruppen i forhold til ”Alternative boformer”, rettet mod både ældre borgere i klyngen, som gerne vil nyde deres otium i et bofællesskab med unge og børnefamilier, og unge som vil prøve at bo på ”landet” er også i fuld gang igen.

Endelig er der også travlhed i ”Stigruppen”, som arbejder med etablering af nye stier og forbedring af gamle og glemte fællesstier. Hensigten er på sigt at skabe et sammenhængende netværk af stier, der kan forbinde de 13 landsbyer på en naturskøn måde.

Netop nu er arbejdsgruppen meget langt med at genetablere det gamle ”Lem Trinbæt” i forbindelse med Hadsundvejen ved Lem. Lem Trinbræt knytter sig til den nedlagte Randers-Hadsund Jernbane, og i samarbejde med Randers Kommune, FGU Østjylland og Elro Fonden bliver der snart etableret et læskur ved trinbrættet efter historiske tegninger. Samtidig vil der blive ophængt informationstavler om den historiske jernbane og den omliggende natur både i forhold til dyr og planter. Stien bruges allerede som motionssti for cyklister og fodgængere og har forbindelse til Dronningborg Hallen, og håbet er, at læskur og informationstavler vil trække endnu flere til i et samarbejde med projekt ”Sporbyen”.

Der er igen mange aktiviteter, og i forbindelse med Corona er vi endnu en gang blevet mindet om, at alene kan den enkelte noget, men sammen kan vi endnu mere, og der er altid plads til flere frivillige ved de forskellige projekter. Derudover har Corona tiden også vist, at det er de nære ting, der betyder noget, slutter Bent Glad.

 

Kommentarer