Randers By

Landdistrikter bekymret over få læger på landet

Landdistrikternes Fællesråd håber, at udvalget om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, som inden længe præsenterer en række anbefalinger til sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V), vil komme med konkrete løsningsforslag i forhold til lægemanglen i landdistrikterne.
Der mangler praktiserende læger i landdistrikterne og en række større provinsbyer. Konsekvensen kan blive a- og b-hold, når det kommer til sundhed, advarer formand for Landdistrikternes Fællesråd, der nævner Randers som eksempel. 

Landdistrikter og provinsbyer har generelt store problemer med at få besat ledige lægepraksisser. I Randers har man for eksempel fem ubesatte såkaldte ydernumre. Udviklingen bekymrer Steffen Damsgaard, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd.

– Lægemangel er en problemstilling, som vi allerede kender til. Men undersøgelsen fra Praktiserende Lægers Organisation viser med al tydelighed, at det er svært at tiltrække læger, lige så snart man kommer uden for de største byer, siger Steffen Damsgaard og fortsætter:

– Det kan i værste fald ende med, at Danmark bliver delt i et a- og b-hold, når det kommer til sundhed, siger han.

Lægehuse kan dele praksis

Landdistrikternes formand peger på, at der kan gøres meget mere for at gøre det attraktivt for læger at flytte til yderområderne. Det kan blandt andet være en god idé at lave flere lægehuse, hvor flere kan dele en praksis.

Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har for Jyllands-Posten lavet en undersøgelse, som viser, at udfordringen også har bredt sig til en række større provinsbyer.

Foruden Randers Kommune mangler Viborg, Skive, Faaborg-Midtfyn, Syddjurs og Ringkøbing-Skjern  ifølge PLO mindst tre praktiserende læger for at kunne dække behovet.

Højere gennemsnitsalder end resten af landet

– I land- og yderområder er der generelt en højere gennemsnitsalder end i resten af landet. Derfor bør sundhedsministeren hurtigst muligt sætte ind for at sikre, at vi får et sundhedsvæsen i bedre balance, siger Steffen Damsgaard.

 

Kommentarer