Af Charlotte Broman Mølbæk. Byrådsmedlem for SF Randers.

Jeg er 41 år og kan se frem til 30 år mere på arbejdsmarkedet, for jeg har først ret til pension, når jeg bliver 71,5 år. Jeg har arbejdet lige siden jeg var 13 år, og jeg må ærligt indrømme, at det kan være svært at overskue, om jeg kan holde i så lang tid.

Det er lige før at jeg overvejer om jeg kan sætte penge til side, så det bliver muligt for mig at trække mig tidligere. For tænk hvis nu jeg er nedslidt når jeg er 68 år? Skal jeg så igennem en hverdag, hvor jeg må tage piller for at komme op og i gang? Vil jeg overhovedet have energi til at være sammen med de børnebørn, jeg håber på at få en dag?

Jeg betragter mig nu ikke som en af de mest belastede. Mit arbejdsliv bærer ikke præg af hårdt og slidsomt fysisk arbejde, men som pædagog kender jeg til den anden form for belastning – som er mere psykisk betinget. Jeg har selv prøvet at blive ramt af stress, så jeg  måtte sygemelde mig i over ½ år, hvilket har betydet, at jeg ikke arbejder som pædagog i dag. Meget tyder på, at det ikke bare er min problematik.

Pædagoger er en af de arbejdsgrupper som ligger højt, når det gælder stress. Hele 24% af  pædagoger tilhører den mest stressede femtedel af de beskæftigede. Det samme gælder sosu-assistenter og -hjælpere. De to grupper ligger også højere, når det gælder førtidspension. Endda lidt højere end murere og tømrere. I modsætning hertil ligger økonomer og læger betydeligt lavere.

Tæt på hver 10. faglærte i alderen 55-59 år er hårdt ramt af smerter. Den ulighed betyder en social polarisering og stor utryghed.

Der er ingen tvivl om, at der er stor forskel på nedslidning alt efter hvilket erhverv, man har beskæftiget sig med. Danmark har på grund af reformer af efterløn og pensionsalder udsigt til EU’s højeste pensionsalder i 2050. Den vej mener regeringen er fornuftig for alle andre end dem selv, der kan blive pensioneret, når de fylder 60 år.

Derfor skal vi have en ny regering, som vil sikre en social retfærdig tilbagetrækning, der skaber tryghed for sygemeldte og de skrantende i systemet.

Et af SFs krav til en ny regering er, at vi skal have en differentieret pension, som i langt højere grad vil give nedslidte på arbejdsmarkedet adgang til tidligere tilbagetrækning. Og det skal ske uden et årelangt cirkus med rehabiliteringsforløb og alverdens arbejdsprøvninger.

Alle bør have ret til en værdig alderdom, også efter arbejdslivet. Man skal kunne være aktive bedsteforældre og aktive medborgere, og ikke være bundet til en seng, fordi krop eller psyke er helt nedbrudt.