Randers By

Fra læderfutter til stiletter – en fortælling om alle tiders sko

Primitive er de ud og nok ikke ret varme eller komfortable. Men fortidens mennesker kendte ikke til andre sko end modeller som disse i læder. Hør mere om alle tider sko, når der er Små Fortællinger om sko på Håndværksmuseet i Randers.

Sko skal der til. Det skal der i dag, og det skulle der også for 5.000 år siden. Nu kan du komme bag historien om alle tiders fodtøj, når Håndværksmuseet inviterer til en lille fortælling om fodtøj til alle tider. Det bliver ikke kedeligt.

Små Fortællinger: Sko fra middelalder til i dag, torsdag den 24. november 2016, klokken 13.00 – 13:20 på Museum Østjylland – Håndværksmuseet, Lille Rosengård i Randers.

Det er museumsinspektør Inger Marie Hyldgård, der har snøret skoene til en kort, men underholdende fortælling om fodtøj. Inger Marie Hyldgård er daglig leder af Håndværksmuseet, der huser 24 originale værksteder – heriblandt et kombineret skomager- og træskomagerværksted.

De gamle sutter

De ældst kendte sko er over 5.000 år gamle! I starten var skoene primitive læderlapper snøret om foden og foret med tørret græs, så menneskene kunne holde tæerne varme. Gennem oldtiden blev skoene mere avancerede, og for 1.000 år siden bestod en sko af sål og overlæder.

Der skal hæl på

I middelalderen blev skoene –stadig lavet helt af læder – fremstillet af professionelle skomagere. De første ”højhælede” sko kom frem i 1500-tallet.

– De var nu ikke særligt høje, måske fem centimeter, men det var en stor forandring i forhold til de helt flade sko, menneskene havde gået i indtil da,  fortæller Inger Marie Hyldgård.

Hæle af træ og stål

Kigger vi lidt længere frem i historien, kender mange sikkert dronningen af Frankrig Marie Antoinette, der i 1700-tallet blev berømt for sin afhængighed af højhælede sko. Hun var endda iført højhælede sko til sin egen henrettelse i 1793!

Fortidens højhælede sko var tykkere end de moderne stiletter, vi kender i dag. De høje hæle for 100 eller 200 år siden var lavet af træ. Først i 1950’erne lancerede modehuset Dior de klassiske stiletter med en otte centimeter høj, tynd hæl, der var forstærket med stål.

Til foredraget vil Inger Marie Hyldgård fortælle og vise en række billeder om sko gennem tiden. Der bliver også plads til spørgsmål og kommentarer fra publikum.

Det er gratis adgang.

Kommentarer