Kultur

Kunne du tænke dig at synge sammen med Oh Land ?

Mange forskellige kor deltager i Watermusic. Her er det et par mænd fra Randers EgnsTeater Kor. Nu vil teateret sammen med Korby Randers oprette et decideret mandskor til den magiske forestilling i september. Foto: Randers Kommune

Ikke mindre end 300 korsangere skal akkompagnere sangerinden Oh Land i Randers’ største event den 2. og 3. september. I den anledning opretter Randers EgnsTeater og Korby Randers et særligt mandskor. Så går du rundt med en sanger i maven, så kan du ansøge om opdagelse i koret senest mandag 17. april.

Forberedelserne til et af de største events under Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 ruller derudaf. Oh Land er i gang med at skrive og indspille musikken. Flere af de mange deltagende kor har været i gang med at øve siden januar. Næste skridt på den musikalske front er at få oprettet et mandskor, der med sin rå mandighed og dybe stemmer kan indgå i forestillingen sammen med de øvrige kor til Oh Lands musik og sang.

Mandskoret får dermed en markant plads i den magiske forestilling Watermusic, der omdanner Randers Havn til årets mest storslået event. Med avanceret lyd, lys og projektioner bliver havnens bygninger og vandet ramme for et musikdramatisk show med 300 korsangere og 100 statister.

Forestillingen varer godt 40 minutter, hvor af selve kordelen forventes at have en varighed på 15-20 minutter. Koret dirigeres af Niels Bastrup fra Randers Bykor.

– Mandskoret skal synge satser, som Oh Land har skrevet specifikt til dem. Musikken rummer flere forskellige genrer – lige fra gospel og worksongs til mere nutidig kor- og popsang. Der er passager, der skal råbes ud, og der er passager, som skal synges. Der venter derfor en sjov og udfordrende oplevelse for korets medlemmer, fortæller Niels Bastrup.

Mandskoret øver individuelt tre gange i april og maj. Herefter samles alle korene til fælles prøver i Korby Randers. Første øveaften er den 20. april, klokken 19, hvor mandlige korsangere med erfaring kan møde op efter tilmelding på hjemmesiden www.watermusic.dk

Har du ikke erfaring som korsanger, vil Korby Randers gerne se dig til en korprøve først. Man tilmelder sig via hjemmesiden, hvorefter man vil modtage nærmere besked. For at kunne deltage i koret, er det vigtig, at du kan deltage til alle prøverne. Datoerne fremgår af prøveplanen på Watermusics hjemmeside. Der er tilmeldingsfrist mandag den 17. april.

Kommentarer