Flere pårørende til beboere på Borupvænget, står nu frem med kritik af forholdene på demensafsnittet, afdeling A. En af dem, Lotte Christensen var pårørende til sin far, som boede på plejehjemmet, og hun bekræfter de alvorlige udtalelser, som en anden pårørende Helle Pedersen, i går beskrev i Randers Netavis.

– Jeg er normalt ikke en der går til avisen, men mine oplevelser på Borupvænget har rystet mig så meget, at jeg føler, at jeg må fortælle min historie også, siger Lotte Christensen.

Hun beskriver situationer, hvor hun har mødt sin far i pyjamas klokken tre om eftermiddagen. Han blev lagt i seng klokken 18.00 hver mandag og tirsdag, selvom han ikke var træt. Det skyldtes ifølge Lotte Christensen de faste rutiner for de to faste aftenvagter.

– Så havde de en beboer mindre at bekymre sig om, anfører Lotte Christensen. Hun fortæller også, at når man træder ind ad døren lugter det af urin og afføring. Der er ingen hygge, og det virker koldt.

– Mange af de pårørende betragter Borupvænget som en ventestation på døden, bemærker en alvorlig Lotte Christensen.

– Det skete ofte, at personalet glemte min fars høreapparater, og det forringede min fars livskvalitet meget, betoner hun.

Lotte Christensen oplevede også, at faderen fik aftensmad i form af grød klokken 16:20. Andre gange lå han i sengen helt fra middag og til aften uden vådt eller tørt.

– Det kommer af, at dagvagterne ikke tog ham op før de fik fri, og aftenvagterne ikke lige havde tid, mener Lotte Christensen.

Læs også: Embedslægen konkluderer risiko for patienternes sikkerhed

Hun oplevede også, at faderen tit havde fået kæmpet sig hen i fodenden, hvor han sad fastklemt i sengehesten.

– Man kan jo ikke lade være med at spekulere på, hvor længe han har siddet der. Flere gange var han våd helt op i nakken, og da konstaterede jeg, at det heller ikke var hver dag, der blev skiftet tøj og undertøj, fremhæver Lotte Christensen, som også har oplevet, at hans ugentlige bad blev udeladt to gange, med den begrundelse, at det var en afløser, som skulle gøre det.

– Da min far ikke længere kunne gå endte han i en kørestol, og jeg måtte kæmpe for at han fik en ordentlig madras at sidde på. Det var først da han fik tryk/liggesår at der kom en trykaflastende madras. Man føler virkelig, at de ting der burde være personalets job og som hører til almindelig omsorg, er lagt i hænderne på os pårørende, indskyder Lotte Christensen.

– Stakkels de ældre der ingen pårørende har, eller en pårørende der ikke har overskud til at kæmpe, tilføjer Lotte Christensen.

Utilfredsheden med ledelsen tog til sidste år til jul. Her fik beboerne at vide, at hvis der kom pårørende, så skulle julen holdes enkeltvis på beboerens stue, da en enkelt beboer var udadreagerende.

– Men det syntes vi på ingen måde kunne være rimeligt eller en undskyldning for ikke at holde juleaften samlet for alle, fortæller Lotte Christensen. Hun fortæller, at alle de pårørende som var der juleaften ville have givet en hånd med for at få det hele til at forløbe på bedste vis.

– Ingen blev spurgt, og derfor er jeg overbevist om, at beslutningen var taget på forhånd. Der var heller ikke pyntet op på afdelingen, som indikerede, at det var jul.

Det blev også konstateret, at de øvrige afdelinger havde dækket hyggeligt op for beboerne.

– Så bliver man utrolig ked af det, og ikke mindst over, at noget lignende ikke kan lade sig gøre på afdeling A, siger Lotte Christensen, som oplyser at nytårsaften forløb på samme måde.

Nogle pårørende afsendte en skrivelse til Borupvængets centerleder Annette Sørensen, hvor utilfredshed med forløbet juleaften, samt almindelig utilfredshed blev nedfældet.

Derfor blev samtlige beboere og deres pårørende sammen med personalet indkaldt til stormøde. Her blev deres skrivelse læst op i alles påhør.

– Det virkede som om at vi skulle hænges ud, og stå skoleret foran alle de fremmødte. I øvrigt fik vi flere forskellige forklaringer på, hvorfor der ikke skulle holdes jul. Og der kan jo kun være én af forklaringerne, som kan være sand, konstaterer Lotte Christensen.

Efter mødet blev to medarbejdere omrokeret, og kom ikke mere på institutionen, men det har ikke ændret noget, mener Lotte Christensen.

En mere alvorlig kritik retter hun mod ledelsen for ikke at benytte beboernes klippekort. Beboerne i en plejebolig eller en af kommunens ældreboliger har automatisk ret til klippekortet, som er et særligt tilbud, hvor borgeren får en halv times ekstra hjælp om ugen, oven i den hjemmehjælp, borgen i forvejen får.

– Vi har flere gange spurgt hvad beboerne kan benytte klippekortene til, og om mulighederne for at benytte dem. Men vi får ikke noget svar, og derfor frygter vi, at de slet ikke bliver benyttet, fortæller Lotte Christensen.

– Jeg er overbevist om, at personalet er klar over hvor grel situationen er. Men de tør ikke sige det af frygt for at miste deres job.

Hun giver ikke personalet hele skylden, men mener også, at kommunens normering har indflydelse på forholdene. Samtidig efterlyser hun en whistleblowerordning, hvor personalet i fortrolighed, kan fortælle om forholdene.

I mellemtiden er Lotte Christensens far afgået ved døden, men det vil ikke afholde hende fra at fremkomme med kritik af Borupvænget.

Efter at sagen er kommet frem, har den fungerende formand for Omsorgsudvalget Susanne Nielsen (DF) omgående reageret. Allerede søndag eftermiddag bad hun forvaltningen om at få en redegørelse så hurtigt som muligt.

Randers Netavis er i kontakt med flere pårørende til beboere på Borupvænget, og følger op på sagen.