Randers By

Kongeudsigt fra Kongens Ege – så bliver det vist ikke bedre i Randers

Se billedserie Billedserie: Jan Szwed.

Som de fleste fra Randers ved, er det hæderkronede Hotel Kongens Ege ved Gl. Hadsunvej under ombygning og genopstår i nær fremtid indeholdende 50 ejerlejligheder, restaurant i stueetagen og et hotel i mindre skala med 40 værelser.

Afleveringsdatoen for byggeriet er den 13. november 2018, og lige nu arbejder 75 håndværkere ihærdigt for at nå i mål til tiden.

Randers Netavis var i dag på besøg på byggepladsen og kunne konstatere, at det som vises frem i salgs-prospektet også rent fysisk er ved at blive til virkelighed. Ingen tvivl om, at det nye Kongens Ege bliver boliger i allerhøjeste attraktionsklasse i Randers – ikke mindst den øverste penthouse etage med en imponerende 360 graders panoramaudsigt over byen og fjorden.

Bygningens 50 eksklusive ejerlejligheder er i størrelsen cirka 100 – 200 m2, alle med store altaner eller terrasser mod både nord og syd. Enkelte lejligheder på 1.sal har dog kun altan mod syd.

Kongens Ege ligger kun et ejendomsmægler-stenkast fra midtbyen, og det faktum at placeringen er i fredskov sikrer, at der aldrig må bygges i området. Det sidste er endnu et godt salgsargument for RealMæglerne på Haraldsvej i Randers, der kan oplyse, at der er stor interesse om lejlighederne og at halvdelen af lejlighederne på både 5. og 6. sal er solgt.

Historiens vingesus

Oprindeligt var området et militært anlæg, som blev benyttet til skydeøvelser. Fra omkring 1825 blev der anlagt en skov på bakkerne og der blev etableret en skovpavillion på. Pavillionen blev revet ned ved opførelsen af hotellet i 1967/68 og tre egetræer måtte fældes, der ellers var blevet plantet i anledning af Christian 10.’s 70 års fødselsdag den 26. september 1940. Deraf navnet Konges Ege.

Hotellet blev landskendt da det fra slutningen af halvfjerdserne husede byens revy, Kongens Ege Revyen, og i 1986 havde hotellet landets højeste belægningsprocent samtidig med, at Kongens Ege Revyen blev kåret som landets bedste. Det var konge-tider i Randers.

Kongens Ege blev i 1987/88 overtaget af Scandic hotelkæden, der udvidede antallet af værelser fra 88 til 130 værelser, men i 2013 valgte Scandic at dreje nøglen efter flere års tab.

Kommentarer