Debat og politik

Kom “back stage” på YouTube kanal med Iben og Louise

Se billedserie De to nybagte YouTube'ere er både tilrettelæggere, instruktører, kamera-, og lyd- og lysfolk og naturligvis hovedpersoner i "Modsætninger mødes"

Randers Netavis var tirsdag formiddag med bag kulisserne, da det seneste afsnit af YouTube-programmet ”Modsætninger mødes” blev optaget.

Det er Socialdemokraten Iben Sønderup og Venstrekvinden Louise Høeg, der er gået sammen om at lave programmet. Her tager de udvalgte sager fra Byrådsmøderne op og debatterer dem videre på tomandshånd i “Modsætninger mødes”.

Se dagens optagelse nederst i artiklen.

Teknikken er simpel, men alligevel er kvaliteten i top. En smartphone med et godt kamera, en mikrofonforstærker, en baggrundsplakat, lidt lyslægning – og wupti er studiet klar til optagelse af “Modsætninger mødes”.

I selve programmet fokuserer de to politiske kombattanter på konkrete sager og uenigheden er ofte til stede når der eksempelvis debatteres om skatten skal op eller ej som i programmet i dag. Men bag kulissen er der masser af gode grin.

– Vi kendte egentlig ikke hinanden særlig godt før vi gik i gang med programmet, men har fundet ud af, at vi arbejder rigtig godt sammen, siger Louise Høeg. Da jeg første gang besøgte Iben duftede hele huset af bagte boller, og hun var allerede i gang med at komponere musik til programmet. Det var helt overskudsagtigt, og vi var nærmest i gang fra første minut, fortæller Louise Høeg.

Iben Sønderup fortsætter:

– Vi bliver begge to let begejstrede over spændende initiativer og da Louise kom med forslaget om, at vi kunne lave det her sammen, blev jeg tændt på idéen med det samme. Men så skulle det også bare gennemføres med egen musik og en fast introfilm til programmerne – lige som på TV. Her har vi fået hjælp af min datter Josefine, der ved mere end os om selve YouTube formatet, hvordan man optager osv.

– Vi har begge to et positivt livssyn, og vi synes vores kommune har en hel masse at byde på. Vi har en baggrund i forskellige politiske udvalg og selv om vi ofte er uenige om, hvilken politik, der skal føre Randers videre, kan vi godt supplere hinanden.

Et håndgribeligt eksempel på dét, er emner som Byen til Vandet og Klimabroen der debatteres i dagens program, hvor Iben Sønderup optages af den miljømæssige vinkel, mens Louise Høeg ser det fra en mere social vinkel. Det tredje og sidste punkt i dagens program var den nye stamudstilling på Museum Østjylland i Randers. Den er begge de to byrådsmedlemmer meget begejstrede for.

– Hvor er det vigtigt at vi lærer om og lærer af vores kulturarv, slutter de to byrådsmedlemmer før de suser videre i valgkampen.

Modsætninger mødes er nemlig også taget på valgturne.

Kommentarer