Randers By

Klimatilpasning i Vorup Nord på dagsordenen på torsdag

Første del af Klimabåndet under "Byen til Vandet" i Randers bliver projektet Klimatilpasning Vorup Nord. Her er vist en oversigtstegning med gangbroer og aktivitetsområder.

Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune har et forslag til tillæg til spildevandsplan for Klimatilpasning Vorup Nord – Storkeengen på dagsordenen på torsdag. Klimatilpasningsprojektet er første del af Klimabåndet under Byen til Vandet.

I kommunens Klimatilpasningsplan og Risikostyringsplan er det konstateret, at klimatilpasning af Randers midtby er en nødvendighed, og i forbindelse med byudviklingsprojektet Byen til Vandet udarbejdes der en overordnet strategi for et “klimabånd” langs vandet i midtbyen.

Klimatilpasning af det nordlige Vorup vil medføre en omdannelse af det nuværende naturområde, Storkeengen mellem byområdet og Gudenå til et nyt rekreativt naturområde. Der udarbejdes pt. et landskabsarkitektonisk skitseprojekt for de rekreative muligheder i området, som skal anvendes i forbindelse med inddragelse af kommunens borgere.

Forvaltningen indstiller til byrådet via miljø- og teknikudvalget og økonomiudvalget, at forslaget om tillæg til spildevandsplanen og tilhørende miljøvurdering vedtages til offentlig høring i otte uger.

Kommentarer