Asferg

Kick Ass-ferg – PIF introducerer “svedig torsdag”

"Svedig torsdag" er fællesbetegnelse på to nye træningstilbud i Purhus Idrætsforening. Malene Poulsen og Nikoline Elling står klar til at introducere det nye tilbud torsdag 23. marts. Fremsendt foto

De sparker røv i Asferg! Redaktionen beklager sprogbruget, men det er den direkte oversættelse af det seneste tiltag i Purhus Idrætsforening: “Kick Ass”.

Som vi har beskrevet flere gange i Randers Netavis, så har Purhus Idrætsforening (PIF) haft stor succes med at inddrage borgerne i foreningens udviklingsarbejde.

Læs også: Purhus IF er danmarksmestre i foreningsudvikling

Blandt mange initiativer har udviklingskoordinator ved Træningshuset, Nikoline Elling, blandt andet gjort det til en regel at afslutte mails til fitnessmedlemmerne med sætningen ”Har du ideer til nye hold, hold dig endelig ikke tilbage – det kunne være at det er din idé, som kunne skabe ny udvikling!”.

Læs også: Purhus ryddede bordet til Sportsfejring 2016

Opfordringen satte tanker i gang ved Malene Poulsen, som tidligere har gået til fitness i Randers, men ønskede at starte i PIF.

Malene var afholdende i hendes skift, da PIF ikke havde et kampsportsligende fitnesshold som det ”Body Combat”, hun gik på inde i Randers.

Derfor tog hun kontakt til Nikoline Elling og foreslog, at foreningen skulle lave et fitnesshold med inspiration fra ”Body Combat”.

Nikoline tog straks Malenes idé til sig – med aftalen om, at de sammen kunne udvikle det nye fitnesshold. Her en måned senere er konceptet en realitet.

Svedig torsdag

De to har i fællesskab oprettet et nyt fitnesshold, inspireret fra “Body Combat” (se definition nederst i artiklen), som de har givet navnet ”Kick Ass”. Derudover introducerer de ”CirkelCross” som et nyt tilbud.

Den nye power-træning vil foregå samme dag under titlen “Svedig Torsdag”. De introduceres første gang 23. marts i Træningshuset i Asferg, hvor Malene og Nikoline står forrest som instruktører. For Malene er det en helt ny rolle, som hun glæder sig til.

Alle får mulighed for at komme og prøve holdene gratis de første tre torsdage.

Afhængigt af tilslutningen, håber Nikoline Elling, at de to nye holdtyper, ”Kick Ass” og ”CirkelCross”, kan blive faste ugentlige hold i PIFs fitnessafdeling.

Fakta

BobyCombat er konditionstræning med høj intensitet, hvor koreografien er inspireret af kampsportsgrene som boksning, karate og taekwondo.

CirkelCross er intensiv træning, hvor der er fokus på at opnå styrke og kondition gennem intervaltræning og funktionelle øvelser.

Kommentarer