Fårup

Nu kan beboerne igen komme på Kragefarten

Se billedserie Leif Eskelund fra Eskelund Marketing overdrager her nøglerne til den nye Kragefart til leder Kirsten Sørensen. Foto: Sus Harbo

Under sol og blå himmel – og flankeret af festlige dannebrogsflag – trillede en ny Kragefart i fredags op ad indkørslen til Fårup Ældrecenter, hvor begejstrede beboere tog imod.

Fredag 27. oktober var en festdag på Fårup Ældrecenter. Her kunne De Frivillige Krager og Husets Venner sammen med beboerne, personale, pårørende og sponsorer nemlig fejre indvielsen af centerets nye bus, Kragefarten.

Den gamle Kragefart havde aftjent sin værnepligt med mange kilometers køretur til glæde for de ældre, så der var højt humør, da en ‘ny’ bus trillede op til ældrecenteret.

Bussen er købt brugt, men i fin stand. Dette er blevet muligt ved hjælp af i alt 28 sponsorer, som virksomheden Eskelund Marketing har hjulpet med at skaffe; de har også sørget for at gøre bussen køreklar og flot dekoreret med de mange sponsornavne.

Udover sponsorerne har Fårup Ældrecenter selv lagt nogle penge til bussen, ligesom  både De Frivillig krager og Husets venner har bidraget økonomisk.

Festlig indvielse

Inden selve indvielsen holdt leder Kirsten Sørensen en tale, hvor hun blandt andet takkede De Frivillige Krager og Husets venner og de mange sponsorer, fordi de har været med til at gøre det muligt at få den nye bus. Hun takkede også Randers Kommune, som har overtaget driften af den nye bus.

Så var turen kommet til at klippe snoren og den ære havde Birgit Akselsen, som har boet på hjemmet et års tid, fået sammen med centrets ældste beboer, Hermann Rasmussen på 102 år (se billedet nedenfor).

Bagefter blev der skålet i vin og budt på kransekage, og bussen blev taget i nærmere øjesyn af beboerne. En festlig indvielse blev afsluttet med kaffe og kage inde på Fårup Ældrecenter.

Artiklen fortsætter under billedet…

Omkring 50 personer deltog i indvielsen af den nye Kragefart, som blev fejret uden for med vin og kransekage. Foto: Sus Harbo

Køreplaner

Birgit Akselsen fortalte avisens udsendte, hvor meget glæde de som beboere har af Kragefarten. Selv har hun været med på udflugter til både Mariager, Fussingø og Bramslev bakker.

– Og nu glæder jeg mig til mange nye oplevelser sammen med de andre her på centeret, sagde hun.

Der er da også allerede lagt ‘køreplaner’ med den nye Kragefart. Således står en juletur, hvor beboerne skal ud og købe julestads og julegaver, helt sikkert højt på listen over kommende ture, afslører De Frivillige Krager.

 

Birgit Akselsen og Hermann Rasmussen (tv) på 102 år havde fået æren af at klippe snoren ved indvielsen af den nye Kragefart. Foto: Sus Harbo

Kommentarer