Randers By

Jernalder for børn – på den fede måde

Workshop: Lav oldtids-smykker i din vinterferie, tirsdag, onsdag og torsdag den 14., 15., og 16. februar 2017, klokken 11–14 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers. Foto: Museum Østjylland

I mangel af skivejr og sneboldkampe kan alle børn i vinterferien kigge forbi Museum Østjylland, hvor der er kreativ jernalder og vikingetid på programmet.

Lav smukke og seje armbånd, som de gjorde i oldtiden, og find inspiration i museets nye særudstilling ”Fra Stavnsager til Konstantinopel”. Der er også mulighed for prøve alle de nye, sjove børneaktiviteter i særudstillingen.

”Fra Stavnsager til Konstantinopel” viser de tydelige forbindelser, der i jernalderen var mellem eksotisk syd og kølig nord med udgangspunkt i landsbyen Stavnsager. Udstillingen er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Henover foråret og sommeren står udstillingen med de mange spændende fund og sjove børneaktiviteter til fri afbenyttelse for museets gæster – store som små. I vinterferien inviterer museet desuden på smykkeværkstedet for børn i alle aldre.

— Udstillingen indeholder en masse fine guldfund og er en lille skattekiste at gå på opdagelse i. Her er mønter, smykker og våbendele, som sætter fantasien i gang, fortæller museumsinspektør Lisette Berg Andersen.

Oldtids-armbånd i nutiden

Børnene kan i workshoppen flexe den kreative muskel og lave armbånd ved hjælp af slyngstokke, garn og fine jernalder-vedhæng. Ud af anstrengelserne skulle gerne komme smukke bånd, der ligner det, som menneskene pyntede sig med i oldtiden.

— Mennesker har åbenbart altid været pyntesyge. Fra oldtiden kender vi de uldne, flettede bånd, som blev brugt til bælter eller smalle bånd til smykkevedhæng, fortæller Lisette Berg Andersen.

I det summende og travle værksted kommer børnene til at arbejde sammen to og to, når de laver snorefletninger med de fire slyngstokke, som de kaster til hinanden. Den færdige fletning dekorerer børnene med kopier af tusind år gamle smykkevedhæng, inden de kan binde det lækre stykke oldtids-kunsthåndværk om armen.

Særudstilling med sjov for børn

Særudstillingen ”Fra Stavnsager til Konstantinopel” rummer mange aktiviteter, primært målrettet børn, men alle må være med. Her kan man skrive runer og byggefantasidyr. Udstyret med graveske og pensel kan børnene dykke ned i sandkassen og gå på jagt efter jernaldersmykker. I den smukke udstilling er der plads til leg og fordybelse, når de yngste gæster kan udstyre jernaldermanden med kniv, pung og andre

— De mange rør-ved-mig-aktiviteter gør, at børn bliver taget godt imod i udstillingen, der ellers er fyldt med en perlerække af fine og sarte genstande gemt bag glas og alarmer, forklarer museumsinspektør Lisette Berg Andersen.

Lav oldtids-smykker i din vinterferie, tirsdag, onsdag og torsdag den 14., 15., og 16. februar 2017, klokken 11 – 14 på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers. Det er gratis adgang.

Kommentarer