Debat og politik

Ingen ende på kritik af Verdo – ny anmeldelse afleveret af ihærdigt kritiker-team

Energiselskabet Verdos værste mareridt, de to randrusianske “regnskabsgravere” Asger Brorson og Bo Vestergaard Hansen, har nu for fjerde gang anmeldt selskabet til Østjyllands Politis afdeling for økonomisk kriminalitet. Det skriver fagsiden Energy Supply.

Læsere af Randers Netavis, samt en række andre andre medier, som de seneste år, har fulgt sagerne om Verdos ulovlige opkrævninger og pålæg om tilbagebetaling til kunder, har også stiftet bekendtskab med de to lokale kritikere af drift og økonomi i selskabet, og ikke mindst moralen i Verdos ledelse.

Asger Brorsen sammenfatter det nye forhold således:

– Den seneste anmeldelse retter sig imod det faktum, at Verdo har indregnet skatten af de ulovlige indtægter i varmeselskaberne i varmeprisen. Det fremgår bl.a. af Verdo Varme A/S’s regnskab for 2012. Det vil sige at de penge, der er opkrævet ulovligt i forrentning af indskudskapital er blevet beskattet, da de kom ind som indtægt i varmeselskaberne. Denne skat har Verdo lagt ind i kundernes varmepris, forklarer Asger Brorson til Energy Supply.

Hermed går anklagen på, at ikke alt er kommet for dagens lys i forbindelse med de tidligere anlagte sager, og at det fortsat er særdeles svært at få oplysninger fra Verdo om selskabets interne transaktioner – og nu også skatteforhold.

– Mig bekendt havde ingen bemærket dette, før vi rejste spørgsmålet over for Forsyningstilsynet (FT). Dermed er det ikke nok at tilbageføre de opkrævede forrentningspenge – også skatten af samme skal kunderne have tilbage. Det vil sikkert udløse ændringer i Verdos selvangivelser, men det er en sag mellem Skat og Verdo – det er ikke kundernes problem, uddyber Asger Brorsen.

I tidligere anmeldelser har anklagerne været, at Verdo i årevis bedrev overtaksering over for kunderne. Den ene anmeldelse rettede sig imod selskabets ledelse og bestyrelse, mens den anden anmeldelse var rettet mod revisor for aktivt at have medvirket til at skjule de reelle regnskabstal for bl.a repræsentantskabet og for at have udfærdiget og godkendt ikke retvisende regnskaber.

Den tredje anmeldelse drejer sig om Verdo Vand. Her retter Asger Brorson anklage imod flere personer fra selskabets tidligere top med påstand om, at de har hjulpet Verdo med at snyde vandforbrugerne for et formentligt tre-cifret millionbeløb.

– En endelig afgørelse – og opgørelse af et nøjagtige beløb – tager nok noget tid, da sagen ifølge Forsyningstilsynet er ved at blive undersøgt og opstartet, lyder det fra Asger Brorson ifølge Energy Supply.

Hos Verdo har man ingen komentarer til den seneste anmeldelse, men stiller sig til rådighed for Politi og Forsyningstilsynet. Sådan lyder det fra Verdo i en kommentar til Energy Supply.

Asger Brorsen, som er den ene af de to randrusianske anmeldere af den nye sag mod Verdo siger: Det tager nok noget tid, da sagen ifølge Forsyningstilsynet er ved at blive undersøgt og opstartet.

Kommentarer