Randers By

Iben Sønderup: Venstre forsøger at sælge besparelser som prioriteringer

Debatindlæg af Iben Sønderup, folketingskandidat for Socialdemokratiet i Randers, Havevej 9, Langå

I Randers Netavis den 22. juni skriver Britt Bager (V), at Venstre prioriterer uddannelsesområdet. Hun skriver også, at erhvervsuddannelserne får flere penge. Men det ændrer jo ikke ved, at regeringen fortsat kræver to procents besparelser om året på hele uddannelsesområdet. En besparelse, som Venstre har fremskrevet indtil 2021.

Det kan godt være, at virkeligheden set fra Christiansborg ser lyserød ud på uddannelsesområdet.
Men som en der står ude i det rigtige samfund hver dag, kan jeg bare sige, at vi på skolerne mærker de årlige to procents besparelser hver eneste dag. Så kan Venstre være nok så ambitiøse inde på Christiansborg.

Hvis man virkelig ønsker at prioritere uddannelserne, så er det altså ikke nok at sige, at man har høje ambitioner på området. Der skal også handling til.

I Socialdemokratiet vil vi afskaffe de årlige to procents besparelser på uddannelserne. Og jeg glæder mig da over, at Britt Bager er enig med mig i, at uddannelse er Danmarks ”guld”. Så er spørgsmålet bare: Vil Venstre sætte handling bag sine ord og være med til at afskaffe de årlige to procents besparelser på uddannelsesområdet?

Vi er nødt til at passe godt på uddannelserne. For de er simpelthen vigtige for, at vores unge mennesker kan deltage i udviklingen af vores samfund og sikre velfærden på lang sigt. Uddannelse er Danmarks ”guld”. Og vi er fælles om fremtiden.

Kommentarer