Samfund

Høreklinikker i gang igen

Arkivfoto

Sundhedsvæsenets ikke kritiske funktioner er i gang med en gradvis genåbning efter nedlukningen i marts og april. Det gælder også for landets høreklinikker, og her har Høreforeningen forhørt sig om, hvordan genåbningen foregår.

De fleste klinikker prioriterer at indkalde de borgere, der har fået aflyst deres tid pga. nedlukningen. Herefter vil de begynde at indkalde fra den almindelige venteliste. Se nedenfor, hvad du som bruger kan forvente på din høreklinik:

Høreklinikken på Aarhus Universitetshospital samt lokalklinikkerne i Aarhus, Randers og Horsens

Svar fra overlæge og klinikleder Christian Vinberg Thorup:

– Covid-19 har ramt os meget hårdt, og med i forvejen meget lange ventelister er det naturligvis noget vi – og patienterne – kommer til at mærke eftervirkningerne af i lang tid fremover.

Hvordan har I åbnet igen?
– Vi har åbnet de offentlige høreklinikker inklusive vores lokalklinikker igen, men vi er nødt til at tage særlige forholdsregler for at minimere smitterisiko.

Hvordan er kapaciteten i forhold til tidligere?
– Lokalklinikkerne “kører” på ca. halv kraft, da det ellers ikke er muligt at holde tilstrækkeligt afstand. Audiologisk afdeling på Peter Sabroes Gade (Aarhus Universitetshospital red.) er også åbnet med betydeligt nedsat kapacitet – dels da der skal rengøres og sprittes af mellem hver patient, og dels for at undgå at have for mange patienter i venteværelserne.

Går I efter den almindelige venteliste, eller prioriteres grupperne?
– Nedlukningen har betydet rigtigt mange udsættelser, og det er derfor nødvendigt at prioritere iblandt dels de patienter, der har fået deres undersøgelser og behandlinger udsat og dels de patienter, der ellers var booket i forvejen. Da vores program i forvejen var booket langt ud i fremtiden kommer ændringerne til at berøre størstedelen af vores patienter.

Hvad vurderer I, at situationen har af indflydelse på den almindelige venteliste?
– Nedlukningen og den efterfølgende begrænsede genåbning kommer til at have store konsekvenser for ventelisten – jeg kan desværre ikke på stående fod sætte tal på, hvor meget vores ventetid forlænges.

Har I normale, udvidede eller indskrænkede åbningstider?
– Vores åbningstider er foreløbig “normale”. Vi har overvejet udvidede åbningstider, men da der er mange faggrupper involveret, heraf nogle, hvor vi kun har ganske få ansatte, så er udvidede åbningstider og forskudte arbejdstider et scenarie, der er lidt vanskeligt at få til at fungere. Det kan dog ikke udelukkes, at det kommer.

Hvordan kan brugerne komme i kontakt med jer ved akutte problemer – telefon, mail eller personlig henvendelse?
– Ved behov for akut kontakt til klinikken er der mulighed for at kontakte os via mail eller telefon. Personligt fremmøde er ikke en mulighed, da det udelukkende er folk med forudgående aftale, vi kan tage ind på klinikken. Dette på grund af behovet for at kunne sikre tilstrækkelig afstand.

Kommentarer