Ø. Tørslev

Højt humørbarometer ved forårsfesten i Øster Tørslev

Se billedserie

Selvom det hed Forårsfest 2018 var der minus 2 grader og blæst som gav en bidende kulde udenfor Ommersysselhallen i Øster Tørslev lørdag aften.

Se video nederst i artiklen

Indenfor viste humørbarometret højtryk og høje temperaturer fra start til slut. Lige fra klokken 18:00 hvor de ca. 500 gæster begyndte at ankomme, og frem til klokken 2:00 viste de frivillige hjælpere med formand for I.F. Fjorden Sanne Andersen, at der var styr på tingene, og alt var perfekt organiseret.

Til tonerne af ”Sikken fest” marcherede 40 frivillige ind med forretten. Herefter gik det slag i slag. med hovedretten og desserten, og alt klappede.

Diskotek Bambi sørgede for en god stemning allerede under middagen. De tog publikum med fra Svendborg av til fut i fejemøget.

Inden desserten var serveret stod publikum på stolene og gyngede med og skrålede så højt de kunne. Der var ikke mange som fik talt med sidemanden/kvinden, fordi der skulle synges med.

Fra klokken 20.00 og en halv time frem måtte publikum underholde sig selv. Strømmen gik, og der var ingen musik eller lys. Det fik heller ingen indflydelse på humøret. Publikum fandt selv på sange, mens andre fik lejlighed til at tale med sidemanden.

Ommersysselhallen havde intet med strømsvigtet at gøre. Halinspektør Kim Hartmann Søgaard reagerede straks, og indenfor 20 minutter hang der en elektriker fra Energi Midt i masterne.

Efter 25 år med Kandis på scenen havde I.F. Fjorden mange opfordringer om at prøve noget nyt. Derfor var det ikke uden spænding at der fra klokken 21.00 til 02.00 var non-stop musik med de to orkestre ”Shubi or not Shubi” samt de lokale ”Fifi Dong” med Peter Vildmand.

”Shubi or not Shubi” består af fem musikere, hvoraf de to var med Shubidua fra starten. Det var Claus Asmussen, søn af den legendariske violinist Svend Asmussen. Den anden var trommeslager Bosse Hall Christensen.

”Fifi Dong” lagde ud, og her fik publikum til at synge med på alle de kendte gasolin- og Kim Larsen numre. De fleste nikkede forstående, da der blev sunget ”Det er en kold tid.”

Alle med kendskab til ”Fifi Dong” og Peter Vildmand ved at de hurtigt skaber en god stemning, var alle spændt på at høre ”Shubi or not Shubi.”

De gav den gas i 45 minutter, hvor de kendte shubidua-numre blev fyret af. De fem musikere røbede hvordan de kunne synge i så højt et toneleje, som de gør i sangen ”Brødrene Gebis.”

Fem balloner blev tryllet frem sammen med en flaske helium, og så kan det nok være, at de høje toner blev fundet frem.

Mange af ørehængerne fra Shubidua er ikke så dansevenlige. Derfor var der mange, som sad ved bordene og nød musikken.

– Jeg og min mand er kommet fordi vi gerne vil høre noget andet musik. Det er meget fint, at shubberne nærmest giver en stemningsfuld koncert, mens vi danser til ”Fifi Dong” sagde en tilfreds Susanne til Randers Netavis.

Ved midnatstid meldte sulten sig igen, efter at de fleste kalorier fra middagen var fyret af på dansegulvet. Arrangørerne havde forudset dette, og have forberedt et hav af hotdogs. Skulle det ikke være nok, var der mulighed for at købe friskbagte rundstykker.

Inden længe skal festudvalget evaluere festen. Her bliver musikvalget igen diskuteret, så alle må vente på svar om hvem der spiller næste gang.

Derimod ligger det fast, at Forårsfesten 2019 finder sted næste år. Ikke uden grund er der allerede mange, som glæder sig til marts 2019.

Kommentarer