Stevnstrup

Hal 4 og samarbejde i byrådet

Se billedserie

Det politiske debatmøde, som blev holdt i teltet på Stevnstrup Stadion var næsten fyldt op. Men mange af de fremmødte benyttede teltet til at komme i læ for regnen og den stride vind. Så snart der kom en solstråle, og regnen holdt en pause, var teltet kun halvt fyldt op. Men det ændrede ikke debatlysten blandt de ca. 100 tilhørerne, som blev tilbage i teltet.

Der blev debatteret mange forskellige emner. Ét af dem var beslutningen om at opføre Hal 4 i Randers.

Daniel Madié (K) sagde, at det ikke nytter noget, at man i skåltaler til fritidsklubberne går ud og fortæller, at nu fjerner vi breddeidrætten, for så at bruge alle pengene på én hal. Alene til Hal 4 skal der betales 2 mio. kroner i aktivitetstilskud, oplyste han.

Bjarne Overmark (Beboerlisten) stemte imod Hal 4 forbi kommunen skal holde sig til kerneopgaverne

Kasper Fuhr Christensen (Velfærdslisten) gjorde gældende, at Hal 4 som er besluttet med det snævrest mulige flertal, er et projekt som over de næste 30 år kommer til at koste os 130 mio. kroner. Det viser beregninger, som borgmesterens egne embedsmænd regnet sig frem til.

–  Man kunne i stedet lade være med at bruge 5 mio. på grønne dyr i Hospitalsgade og generelt sætte en stopper for prestigeprojekterne, og bruge pengene på kernevelfærd, sagde Kasper Fuhr Christensen.

Claus Omann Jensen forklarede, at Venstre og Dansk Folkeparti har truffet beslutning om at investere i infrastruktur, for at få folk til at dyrke idræt, og derfor skal der være nogle ordentlige faciliteter.

– Det er forkert, at der ikke er brugt penge på breddeidrætten. Der er sat 18 mio. af til breddeidræt, så det passer simpelthen ikke, at Hal 4 tager alle pengene fra breddeidrætten, understregede han.

Socialdemokratiet stemte imod Hal 4 af flere årsager forklarede Torben Hansen.

– Vi har 28 haller rundt om i kommunen, og mange af dem trænger til en kærlig hånd. Vi vil hellere bruge pengene på eksisterende haller, hvor Mathias og Marie spiller fodbold og hvor der danses zumba og afholdes pensionistbingo. Det er altså også der ude, at livet leves slog Torben Hansen fast, og høstede aftenens største bifald.

– Det nytter ikke noget, at centralisere det hele ét sted. Hvis børn og deres forældre skal aktiveres, så er det væsentligt med nærhed og tilgængelighed bemærkede han.

Mogens Nyholm (RV) er imod Hal 4 fordi han er bange for, at nogle landsbyer på længere sigt vil miste sine haller, og fordi det går ud over breddeidrætten.

Charlotte Broman Mølbæk (SF) mente, at det er et problem, at der ikke er lavet behovsanalyser, og at det er fejlplaceret i en tid hvor der spares på specialundervisning, på de udsatte borgere, og skoleeleverne ikke får den undervisning, de har brug for.

– Derfor er der en ubalance. SFs prioriteringer vil altid være de små idrætssteder og kulturcentre rundt omkring. Det er også baggrunden for vort forslag om velfærdscentre i de små byer, erklærede Charlotte Broman Mølbæk.

Frank Nørgaard (Dansk Folkeparti) stemte for Hal 4 af hensyn til breddeidrætten

– Breddeidrætten må have noget at måle sig imod. Hvis ikke vi har nogle eliteidrætsudøvere, får vi heller ikke nogen øget tilgang til breddeidrætten, argumenterede han.

Samarbejde i byrådet

Helt som ventet blev samarbejdet, eller mangel på samme et tema på mødet.

Borgmesteren sagde, at problemet i det nuværende byråd er, at nogen fører valgkamp konstant i fire år.

– Og så lyder det hele tiden som om, at der hele tiden 16 mod 15 afstemninger. Men 95 % af beslutningerne er truffet med 80 % flertal, pointerede Claus Omann Jensen.

Torben Hansen (S) var enig i at de fleste sager besluttes med 80 % flertal.

– Men enigheden er når det drejer sig om regnskaber for børnehaver og turistforeningen samt små lokalplaner som skal i høring.

– Det nytter ikke noget at rejse rundt med en falsk historie om, at det hele stort set er vedtaget i enighed. De helt store punkter som Hal 4, budgettet, boliger i Vorup Enge, og problemer med familieafdelingen, er som regel vedtaget med 16 stemmer mod 15, eller 17 mod 14.

Kommentarer