Randers By

Hærværk på jødisk gravplads i Randers – 84 gravsten skændet

Her ses en af de hærværksramte gravsten på Østre Kirkegård.

I går lørdag den 9. november – på 81 året for krystalnatten – blev der begået hærværk mod den jødiske begravelsesplads på Østre Kirkegård i Randers.

Det var et trist syn, der mødte Thue De La Cour, daglig leder ved Nordre og Østre Kirkegård i Randers, da han lørdag aften skulle besigtige det anmeldte hærværk på Østre Kirkegård.

Ifølge Thue De La Cour blev den jødiske gravplads på Østre Kirkegård etableret i begyndelsen af 1800-tallet. I 1980’er blev de sidste personer begravet der.

Enhver form for hærværk mod gravsteder er helt uacceptabelt.

Også borgmester Torben Hansen har besøgt den jødiske gravplads i søndag morgen, og han opfordrer til, at Randers borgerne står sammen om at finde gerningsmændene til hærværket.

– At skænde gravsteder er en fej og ussel handling, som vi her i Randers tager skarp afstand fra. Vi har en af de ældste jødiske begravelsespladser, og vi vil altid værne om den, som vi værner om alle gravpladser. Jeg håber politiet finder de skyldige, siger borgmester Torben Hansen.

Begravelsespladsen har ligget på Østre Kirkegård siden 1807, og bliver værnet om af Østre Kirkegårds personale i Randers Kommune.

– Det er svært at forstå, at nogen kan finde på at begå hærværk på den måde – og dermed såre andre i vores samfund. Vores gode folk på Østre Kirkegård sørger for, at malingen bliver fjernet så nænsomt som muligt, siger Torben Hansen.

Østjyllands Politi modtog anmeldelsen af det omfattende hærværk lørdag sidst på eftermiddagen og oplyser at politiet har indsamlet spor i området, men at de endnu ikke har oplysninger om hverken gerningstidspunktet eller hærværksmændene.

– Det er groft hærværk, som berører rigtig mange mennesker, og derfor tager vi sagen meget alvorligt. Vi er i gang med efterforskningen, og vi hører gerne fra vidner, som har set mistænkelige personer gå rundt omkring gravpladsen, eller som har oplysninger om gerningsmændene, siger politikommissær i Østjyllands Politi, Bo Christensen.

Politiet eftersøger de vidner, der kan have set personer, som har udvist mistænkelig adfærd, i området.

Kommentarer