Randers By

Håndværkerne rykker ind på Slotspladsen

illustration af den nye legeplads på Slotspladsen. Pressefoto

Den centrale plads i Randers Midtby begynder at ændre udseende. Lørdag den 16. juni står en ny legeplads klar til indvielse. 

En legeplads er ikke bare en legeplads, når den skal etableres i Randers. En del af Slotspladsen i Randers bliver nu omdannet til et aktivt uderum for børnefamilier og barnlige sjæle med balancebane, rutsjebaner, karruseller og klatrevægge. Det hele bliver udformet med inspiration fra tandhjulet, der er en del af historiefortællingen om Randers som en driftig by, hvor hjulene drejer. Samtidig bliver pladsen indrettet med mange forskellige zoner, der indbyder til varierede former for leg og aktivitet.

Formålet med den nye legeplads er at imødekomme et ønske om flere aktiviteter for børnefamilierne i Randers Midtby.

Beslutningen om at etablere den nye legeplads i et centralt byrum udspringer af budgetforliget tilbage i efteråret 2016. Her blev der reserveret 1 mio. kroner til at styrke børnefamiliernes muligheder for at være aktive i centrum af Randers.

Formanden for Sundheds, idræts og kulturudvalget i Randers Kommune, Louise Høeg, ser frem til at se det færdige resultat ved indvielsen af legepladsen den 16. juni.

– Her har vi at gøre med et projekt, der forener både kunst og kultur med sundhed og nærhed i familien. Vi vil gerne skabe et moderne uderum, hvor der er muligheder for at familien kan mødes på tværs af generationer. Her skal der være plads til både aktivitet og fordybelse. Det skal være et frirum for vores borgere og gæster i midtbyen, siger hun.

Arbejdet med at udvikle og designe den nye legeplads er nu kommet så langt, at spaden er klar til at blive sat i jorden. Det er virksomheden Elverdal med mange års erfaring i arkitekttegnede uderum, der har fået opgaven.

– Det er sjældent, at vi får muligheden for at etablere en legeplads på en så central plads som Slotspladsen i Randers. Det er en spændende opgave af mange årsager. Først og fremmest fordi vi i udformningen af legepladsen har taget udgangspunkt i byens historie. Men også fordi vi pladsmæssigt og arkitektonisk skal få legepladsen til at spille sammen med Per Nebles kunstværk ‘Et Randersspil’, der befinder sig på pladsen. Det har blandt andet betydet et godt samarbejde med byens museer, fortæller Torben Lauritsen fra Elverdal.

Kommentarer