Foreningsnyt

Gymnaster fra Randers udtaget til EM i TeamGym 2021

Signe Posorski (nummer to nederst fra højre) vandt i 2018 EM-guld som juniorgymnast, nu skal hun prøve at gøre det efter som seniorgymnast på hjemmebane i 2021 // foto: GymDanmark

To gymnaster fra Randers Gymnastiske Forening er udtaget til at repræsentere Danmark til Europamesterskabet i TeamGym til april næste år.

Thea Møller Poulsen er udtaget som en del af mixlandsholdet, der består af både kvindelige og mandlige gymnaster. Holdet vandt sølv ved EM i 2018. Signe Posorski skal sammen med damelandsholdet kæmpe om medaljer på dansk grund. EM i TeamGym 2021 afholdes nemlig til april i Ballerup Super Arena.

Den sidste test og udtagelse foregik 10. oktober i Svendborg GF, hvor Randers-gymnasterne sammen med gymnaster fra hele Danmark var samlet for at kæmpe om de sidste pladser på de danske landshold. Gennem hele dagen blev gymnasterne testet i deres gymnastiske færdigheder med fokus på blandt andet sværheden af spring, udførslen af rytmiske sekvenser og deres generelle fysiske form. Elementer der gør en god TeamGym-gymnast, men som ikke er meget værd, hvis træningsmoral, samarbejdsevne og selvdisciplin ikke også er til stede, hvilket ligeledes er noget landstrænere kigger på for at kunne sætte landsholdene.

Alt i alt er jeg virkelig imponeret, glad og lettet over at se, at dansk TeamGym stadig består og at der arbejdes så godt ude i alle klubberne. Jeg nyder at se at mange af herrerne kommer igen og igen og har været med som juniorer og bevæger sig videre op og bliver seniorer. Så bliv endelig ved med at træne godt ude i klubberne, det er grunden til vi kan have en så fantastisk landsholdssamling, udtaler landstræner Lars Nørregaard

TeamGym er herhjemme den mest populære konkurrenceform inden for gymnastikken og Danmark er en af de førende nationer i verden.

EM i TeamGym afholdes i Ballerup Super Arena fra 14-17 april 2021 og arrangeres i et trekløversamarbejde af Danmarks Gymnastikforbund (GymDanmark), Sport Event Denmark og Ballerup Kommune for European Gymnastics.

Der konkurreres på både senior og junior-niveau. Find listerne med navne på alle de danske landsholdsgymnaster på www.gymdanmark.dk

Kommentarer