Samfund

Gule COVID-testbiler får flere stoppesteder og ny køreplan

Gule prikker: Ingen tidsbestilling. Hvide prikker: Tidsbestilling er nødvendig. Stoppesteder og tidsplaner vil ændre sig i takt med behov og efterspørgsel.

I løbet af det første døgn er 150 blevet podet for COVID-19 ved de nye gule testbiler. Tallet ventes at stige. Med virkning fra torsdag kommer der yderligere stoppesteder til og køreplanen bliver derfor nu opdateret.

På vegne af Testcenter Danmark og Ældre- og Sundhedsministeriet har Region Midtjylland det seneste døgn sørget for, at solgule testbiler har været synlige i sommerlandet.

Testbilernes opgave er at tilbyde interesserede raske danske statsborgere over 18 år en podning, der kan vise, om de er smittet med COVID-19. I løbet af ordningens første døgn er der blevet testet ca. 150 personer i Ebeltoft og Silkeborg.

På grund af opstartsvanskeligheder nåede bilerne ikke rundt til alle stoppesteder mandag, og antallet af testede personer forventes derfor at stige i de kommende dage.

Fire nye stop
Med virkning fra torsdag den 25. juni bliver tilbuddet udbygget med fire nye stop i Brande, Djurs Sommerland, Ree Park Safari og Hjerl hede.

De nye stoppesteder gør det nødvendigt at opdatere køreplanen. Se den aktuelle udgave nederst op siden og på www.corona.rm.dk

De gule testbiler gør fra i dag holdt i alt 19 steder i Region Midtjylland, hvor der ofte færdes mange mennesker. Stoppesteder for de gule testbiler vil fortsat ændre sig i takt med behov og efterspørgsel.

Flere muligheder for test
Udover de gule testbiler, er det også muligt at book en tid til test i Aarhus, Viborg, Herning, Horsens, Grenaa, Skanderborg, Randers, Ringkøbing, Holstebro, Skive og Lemvig. Byerne er vist med hvide prikker på kortet. Bemærk, at tidsbestilling på www.coronaprover.dk er nødvendig.

Kommentarer