Samfund

Gratis vaccination mod influenza  

Foto: Sundhedsstyrelsen

Statens Serum Institut anslår, at 1.000-2.000 personer dør hvert år som følge af komplikationer til influenza. Igen i år er der mulighed for at få en gratis influenzavaccine for de grupper, hvor en influenza er forbundet med en særlig risiko.

For de fleste mennesker er influenza ubehageligt, men ufarligt. Men personer over 65 år og personer med bestemte sygdomme som diabetes, hjerte- eller lungesygdom, svær overvægt og immundefekt er i risiko for at få et alvorligt forløb af influenzasygdom.

Fra 1. oktober kan man få en gratis vaccination mod influenza hos sin egen læge, hvis man:

  • Er 65 år eller ældre
  • Har en kronisk sygdom; f.eks. KOL, astma eller diabetes
  • Er gravid og længere henne end 12. uge
  • Er svært overvægtig med BMI over 40
  • Har sygdomme, hvor lægen vurderer influenza som en alvorlig sundhedsrisiko
  • Ofte er i kontakt med svært immunsvækkede personer

Influenzavaccination er gratis fra 1. oktober og frem til 31. december. For immunsvækkede og dem, de ofte er i kontakt med, er vaccinationen dog gratis frem til udgangen af februar 2018. Det samme hælder for gravide, der er længere end 12 uger henne i graviditeten.

Vigtigt med tidlig vaccine

Det er en god idé at blive vaccineret, inden influenzasæsonen starter – det tager nemlig 2-3 uger, før vaccinen beskytter mod smitte. Herefter varer beskyttelsen i cirka et halvt år, hvor risikoen for at få influenza er nedsat. Hvis man alligevel bliver smittet, bliver sygdommen mindre alvorlig.

– Vi anbefaler, at man benytter sig af muligheden for gratis vaccine. Influenza kan koste liv, mange sygedag og komplikationer for de særligt udsatte grupper. Hvis man er bekymret for bivirkninger, kan man tage en snak med sin læge om det, siger sygeplejefaglig konsulent i Randers Kommune, Pia Ravnsbæk Bjærge.

De mest almindelige bivirkninger er at man bliver lidt øm, hvor man bliver stukket, at man får feber eller bliver lidt utilpas. Bivirkningerne går som regel over efter 1-2 dage.

Yderligere information om influenza og vaccination er tilgængelig på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Kommentarer