Randers By

De Grå Synger for fuld musik – også i Randers Ugen

Folkemusik i Randers inviterer efter sidste års succes til arrangementet 'De Grå Synger' i Randers Ugen. Pressefoto

Alle synger med, når vi kender melodierne – og det skaber glæde. Det var erfaringen, da Folkemusik i Randers i forbindelse med cirkusteltet Zirkus-Zirkus i 2012 og 2013 inviterede til fællessang på J. O. Krags Plads. Der var fuldt hus, og derfor genoptages sangen i et samarbejde med Blåbjergs Forlag, Randers Bibliotek, Randers Ugen og lokale områdecentre.

Randers-virksomheden Blåbjergs Forlag blev startet for 8 år siden af Aksel Blåbjerg, der med energi og tålmodighed har samlet og udgivet indtil nu 4 bind dækkende 50’erne og 60’erne, Bøgerne er solgt i langt over 50.000 eksemplarer med Roald Als’ kendte omslagstegning, og den aktive pensionist og tidligere lærer pønser på at lave en udgave med sangene fra 70’erne.

Henad vejen kom musikken på cd, men som i 2012 og 2013 vil der være levende musik til sangene i Randers Ugen. Det bliver Trio De Grå Synger, der med piano, bas og trommer lægger bund til de sanglige udfoldelser. Trioen er fra Sjælland og har gennem en årrække haft et samarbejde med Aksel Blåbjerg, men det er første gang, de kommer til Randers.

Det bliver til hele fire optrædener, alle med gratis adgang – der startes på Kollektivhuset torsdag den 16. august klokken 13.30, og samme dag klokken 16 lægger Lyokoi – det gamle Nørreriis – for en enkelt gangs skyld lokale til nogle af de mange melodier, der er spillet i lokalerne gennem tiden. Fredag den 17. august synges og spilles der på Huset Nyvang kl. 10.45, og den lille turné slutter på Randers Bibliotek/Kulturhuset klokken 14.

Hvert arrangement varer ca. en time, alle er velkomne, og Aksel Blåbjerg er på pletten med sanghæfter, så alle kan synge med.

Kommentarer