Langå

Genbrugsplast fra Langaa et grønt væksteventyr

Foto: Fra venstre Niels Fuglsang, Kim Dalsgaard og Iben Sønderup.

Fredag i sidste uge fik Dansk Affaldsminimering i Langå besøg af to røde politikere med en grøn dagsorden. Det var Randers’ folketingskandidat Iben Sønderup og Midtjyllands spidskandidat til Europa-Parlamentet Niels Fuglsang, begge Socialdemokratiet, som fik lov at kigge inden for hos den innovative virksomhed.

– Det er en fantastisk spændende virksomhed, og vi er meget privilegerede, at det netop er her i Randers Kommune, Dansk Affaldsminimering holder til. Jeg er sikker på, at der her er grobund for at skabe nye arbejdspladser ud fra genbrugstanken, og det er jo virkelig noget, der er godt for klimaet og miljøet, mener Iben Sønderup, som også er næstformand i Miljø- og Teknikudvalget.

Dansk Affaldsminimering er foreløbig den eneste virksomhed i Danmark, der kan vaske og rense husholdningsaffald for organiske rester, så det efterfølgende kan bruges til at lave genbrugsplast af Produktionen af denne plastfraktion er netop lige startet op i agust, og aftagerne af genbrugsplasten er en anden Randers-virksomhed, nemlig MV Plast.

Randers Kommune har førsteret til at levere husholdningsaffald til virksomheden. Men der er også plads til andre kommuners plast.

Niels Fuglsang, der opstiller til Europa-Parlamentet, er også begejstret.

– Den her virksomhed drives af nogle fantastisk engagerede mennesker, og det er netop dette engagement, som vi har brug for, for at kunne løfte den grønne dagsorden, siger han og fortsætter:

– Jeg vil kæmpe for at EU øger kravene til, at plastikemballage skal genanvendes, og her i Langå hos Dansk Affaldsminimering har vi teknologien til at gøre det.

Tidligere på sommeren bragte TV2 Østjylland et indslag, hvor man kunne få det indtryk, at husholdningsplasten ikke kunne genanvendes, og at den kunne risikere at blive brændt.

– Men det er altså ikke tilfældet, understreger Kim Dalsgaard, Dansk Affaldsminimering.

– Og nu har vi taget hul på det ophobede bjerg af husholdningsplast med fuld gang afrensningen, og med det nye plastgranulat på vej til genbrug, fortæller den entusiastiske indehaver og iværksætter.

 

Kommentarer