Erhverv

Fyret Verdo direktør fik 6 millioner i aftrædelse

Den 25. april 2019 fyrede Verdo sin topchef Kim Frimer med omgående virkning.

Da Verdo sidste år fyrede den administrerende direktør Kim Frimer, var det med et gyldent håndtryk som afsked. Det fremgår af en netop offentliggjort vederlagsrapport fra forsyningsselskabet.

Verdo blev sidste forår kastet ud i et veritabelt stormvejr, efter det blev kendt, at selskabet uden tilladelse havde opkrævet 235 millioner hos kunderne. Senere kom det frem at Verdo Varme havde betalt 420 millioner kroner til sit moderselskab og lånte de samme penge tilbage igen.

Dette fik Verdos bestyrelse til at skille sig af med topchefen Kim Frimer, som fratrådte med øjeblikkelig virkning den 25. april 2019.

Med sig ud af døren fik den nu tidligere topchef sin almindelige årsløn på 4,5 millioner kroner plus en fratrædelsesgodtgørelse på yderligere 6 millioner kroner. I vederlagsrapporten står der blandt andet:

“Formålet med vederlagspolitikken er at tiltrække, fastholde samt udvikle og motivere kvalificerede kandidater til Verdos bestyrelse og direktion. Dernæst skal politikken sikre en passende gagepakke til bestyrelse og direktion, som afspejler de resultater, der er opnået i koncernen.”

Ved fyringen af Kim Frimer vurderede Verdos bestyrelse åbenbart, at det samlede beløb på 10,5 millioner var en “passende gagepakke” og “afspejlde de resultater”, som direktøren havde opnået.

I de efterfølgende måneder kom det frem at Verdos varmekunder samlet skal have over en halv milliard kroner tilbage på grund af overfakturering i årene 2000-2005.

Randers Netavis har dækket sagen i en række artikler, som kan ses her.

Kommentarer