Havndal

Kirkegårdene i Udbyneder-Kastbjerg sogn forskønnes

Se billedserie Kirkegårdene i Udbyneder-Kastbjerg sogn er i gang med større omlægninger. Havndal er overstået, og nu er turen kommet til Udbyneder. Foto: Gitte Skøtt

På kirkegårde rundt om i landet ligger mange traditionelle gravsteder, der står tomme og ikke har udsigt til at komme i gang.

Således også i Udbyneder-Kastbjerg sogne, hvor menighedsrådet besluttede at omlægge kirkegårdene til mere parklignende områder med græs og prydtræer. Man ønskede også at kunne tilbyde nye former for urnegravsteder, som eksempelvis ”små øer” i plænerne.

Ideerne til omlægningen opstod i samråd med en kirkegårdskonsulent, og der blev samlet inspiration på studieture til kirkegårde, hvor man havde gennemført lignende omlægninger.

Trinvis omlægning

Projektet begyndte allerede i efteråret 2013 på Havndal kirkegård, hvor første etape omfattede, at et stort område mod vest blev udlagt i græs med enkelte træer, og de eksisterende gravsteder fik nye takshække.

– Anden etape af omlægningen af Havndal kirkegård forventer vi at påbegynde i foråret 2017. Alle thujahækkene vil efterhånden blive udskiftet til takshække, efterhånden som vi får tid og midler til det, fortæller graver ved Havndal kirke, Gitte Skøtt.

I Kastbjerg blev der i foråret 2014 omlagt et areal på nord- og sydsiden af kirken, hvor tomme gravsteder blev lagt i græs.

Nu er turen så kommet til Udbyneder kirkegård, hvor et lignende område sydøst for kirken er ved at blive udlagt i græs, hvor der til efteråret vil blive plantet prydtræer.

– Vi er påbegyndt en udskiftning af thujahække til takshække, da thujahækkene er hårdt ramt af sygdom. Valget er faldet på takshække, da denne art tåler hårdere klipning og beskæring, forklarer Gitte Skøtt.

Forskønnelsen af de tre kirkegårde foregår i et effektivt samarbejde mellem Enslev anlægsservice og de tre gravere, som foruden Gitte Skøtt er Birgitte Nesgaard Hede ved Udbyneder kirke og Dorit Kragh Hansen ved Kastbjerg kirke.

Kommentarer