Ålum

Foredrag med Carl (Nak og Æd) Kappelgaard Larsen i Ålum i aften

Så blænder ”Foredragsgruppen” under Ålum Beboerforening igen op for endnu et underholdende foredrag.

Denne gang et foredrag for naturinteresserede og alle der elsker en god historie. Beboerforeningen har inviteret Calle Jæger, alias Carl Kappelgaard Larsen, kendt fra programmet ”Nak og æd” med de fanden-i-voldske gutter Nikolaj Kirk og Jørgen Skouboe.

Carl Kappelgaard Larsen er en yderst underholdende fortæller, og det kommer i bogstavelig forstand ikke til at gå stille af, lover arrangørerne.

Han er flasket op med natur i det daværende Randers Zoologiske Have og vil berette om en spændende barndom dér og senere fortælle om sit liv som inkarneret jæger og naturmenneske.

Calle kan stort set imitere alle danske fuglestemmer, og det har ført mange sjove oplevelser med sig.

Indtil for et par år siden levede Calle sit stille udendørs liv i og omkring Kousted Mose, hvor han bor, men så blev han kontaktet for at medvirke i DR-programmet ‘Nak og æd’. Pludselig var han kendt af hele Danmark, og den omvæltning har været enormt spændende og fyldt med mange forskellige oplevelser, beretter han.

I forbindelse med udsendelsen blev Calles mange naturtalenter og tørre humor kendt og elsket af alle og det vil han også øse ud af til foredraget, så der er overhængende chance for at more sig kosteligt.

Senere medvirkede Calle i en DR2-udsendelse om kvinder og mænd, der levede og klarede dagen og vejen langt uden for civilisationens grænser. Noget der virkelig tiltaler og fryder Calle, her er han virkelig i sit es.

Tilmelding til foredraget ved blot at sende en sms til Ghita Tougaard, på 24 93 80 85 med deltagerantal.

Deltagelse uden tilmelding vil formentlig også være muligt, men ved udsolgt… ja, så er der udsolgt.

Arrangementet foregår i aften 13. november klokken 19.00 i Ålum Forsamlingshus.

Betaling pr. person på 50 kroner foregår ved døren. I forsamlingshuset kan der købes kaffe, kage, øl og vand.

Kommentarer