Over Hornbæk

Fladbro Skov skal tyndes ud

Inde jul begynder et udtyndingsarbejde i Fladbro Skov. Skoven holdes åben, men man skal huske at holde god afstand til arbejdet.

Ligesom Randers Kommunes øvrige skovarealer, skal Fladbro Skov tyndes med jævne mellemrum. Her før jul starter en skovningsmaskine med at udtynde et stykke af skoven. Skoven bliver ikke lukket ned, men man skal sørge for at holde god afstand til maskinen.

Der vil blive udtyndet skov tæt ved klatreparken, rundt om Skovhuset og tæt ved shelterpladsen.

“Der er nogle specielle hensyn, som vi ønsker at tage, når vi tynder ud i træerne,” fortæller Randers Kommunes skovfoged Ivan Guldager og de nævnes her:

  • Ved shelterpladsen er der en lille foderplads, hvor der er folk der fodrer egern. Vi fælder ikke træer tæt på denne foderplads.
  • Vi fjerner risikotræer ved shelterpladsen. Der er blevet hugget og skåret i træerne, og de er ved at udvikle sig til farlige træer.
  • Vi prioriterer egetræerne i skoven, fordi de slipper mere lys ned til skovbunden, hvilket betyder mere undervækst, mere føde til dyrene og mere biodiversitet.
  • Vi laver små lysninger for at skabe variation og for at give mere undervækst til dyrene.
  • Vi vil efterlade flere døde stammer og grene, end vi normalt gør. Nogle træer fælder vi højt oppe, så der står en høj stub tilbage til naturligt henfald, nogle fælder vi og lader ligge i skovbunden, og enkelte steder laver vi til bunker af træ, som får lov til at ligge og rådne op. Alt sammen for at forøge biodiversiteten i skoven.
  • Vi fjerner risikotræer nær veje og stier.
  • Ved tyndingen giver vi træerne bedre plads, så de kan udvikle sig til bredkronede mere stabile træer, som kan stå i skoven i hundreder af år.
  • Vi vil bevare de gamle egetræer. Store gamle egetræer bliver kvalt på få årtier af især bøgetræer, der vokser op gennem kronen på egetræerne. Vi er derfor altid særligt opmærksomme på de gamle ege og giver dem ekstra god plads.
  • Vi påvirker langsomt træartssammensætningen mod arter, som er naturligt hjemmehørende i Danmark.

Kommentarer