Randers By

En farverig BørneKultur Uge i Randers

Subit har tegnet to venner der ligger på hver deres seng og hyggesnakker om oplevelser. Bag dem ligger et foto fra dengang de var mindre og var sammen i en forlystelsespark. Den store dreng på tegningen er Subit og den lille er hans bedste ven Serpagan, de har kendt hinanden siden børnehave. Pressefoto.

En vinder er fundet blandt de 453 flotte tegninger, børn i alderen 6-14 år havde sendt ind til BørneKultur Ugens tegnekonkurrence, hvor temaet i år var ”Min bedste ven”.

For 21. gang afholdte BørneKultur Ugen fernisering på Randers Bibliotek, hvor de fremmødte kunne fejre årets udvalgte børnetegning. Tegningen bliver brugt som plakat og forside til programmet for BørneKultur Ugen 2018, der løber af stablen i skolernes efterårsferie i uge 42, hvor der et væld af forskellige spændende aktiviteter til og for børn.

Det var ikke nemt at vælge

De tre dommere, museumsdirektør Lise Jeppesen fra Randers Kunstmuseum, kunstmaler Pia Græsbøll Ottesen og kunstkender Claus Ørsted gik rundt mellem 453 tegninger og kløede sig i håret. Det bliver godt nok svært det her, lød det fra en af dommerne. Der blev valgt ud, taget fra og lagt nye til. Aldrig har det været så svært at vælge ud blandt de mange flotte, farverige, fantasifulde og mange forskellige stilarter tegninger.

Udvælgelseskriterierne måtte ridses op på ny. Tegningen skal kunne gøre sig på en plakat, der skal gerne være en historie i tegningen, en kunstnerisk udformning og så skal temaet kunne ses i tegningen.

Temaet i år ’Min bedste ven’, havde ansporet til tegninger af heste, computer controller, kaniner, veninder der holder i hånd, hunde, søskende, portrætter af en go ven eller veninde, der var veninder med hjerter og aktive børn sammen.

– Den er super god til plakat, da den har gennemmalede flader og skarpe konturer. Tegningen har skæve, spændende vinkler og er udtryksfuld i sin enkelthed, sagde dommerne om vindertegningen.

Beskueren fornemmer en personlig fortælling, en erindring fra eget liv, en dybere historie. Tegningen viser at tegneren har tænkt over, hvad venskab er og samtidig levner tegningen spørgsmål til at undres over. Der er mange fortællinger i tegningen alt efter øjnene der kigger.

Tegningen er lavet af Subit Shan 9 år fra Romalt Friskole.

Subit har før deltaget i en tamilsk tegnekonkurrence, men ikke vundet. Subit fortæller, at da hans navn blev nævnt som vinder, rystede hans hænder og han tænkte, det kan ikke passe, det er det vildeste der er sket. Subit har lavet tegningen på skolen efter oplæg fra billedkunstlæreren.

Alle de indsendte tegninger kan ses på børnebiblioteket i august, hvor også Subits vinder plakat er hængt op. I kælderen i kulturhuset kan også ses de 20 flotte plakater fra de 20 år BørneKultur Ugen har været afholdt. 20 fantastiske plakater, med hver deres tema og med hver deres historie. BørneKultur Ugen i Randers, som Kulturelt Samvirke har været arrangør af i 20 år.

Kommentarer