Erhverv

Falck fik ros, anerkendelse og bevis for sin sociale indsats

Se billedserie Fra venstre: Susanne Kolstrup, Thomas Jørgensen, Bjarne Jørgensen, Brian Lund Nielsen.

Fredag eftermiddag fik Falck i Randers tildelt et CSR-certifikat af Jobcenter Randers for korpsets arbejde med de unge mennesker, som var været i praktik på stedet.

Et CSR certifikat er en pris og en anerkendelse af en virksomheds sociale ansvar og evne til at skabe værdi for både virksomhed og samfund. Det sker gennem dialog med medarbejdere og omverden og gennem håndtering af sociale, miljømæssige og økonomiske udfordringer.

Initiativtager til certificeringen Mette Nielsen fra Randers Kommune bød velkommen, og begrundede hvorfor Falck skulle have anerkendelsen.

– I arbejder målrettet og seriøst med CSR og det rummelige arbejdsmarked til stor glæde for os på Jobcentret, men i endnu højere grad for vores kandidater, som i det daglige kommer videre i deres arbejdsliv.

Efter velkomsten talte borgmester Claus Omann Jensen (V). Han udtrykte håb om, at det fokus på CSR og det store værdifulde arbejde som Falck udfører i den forbindelse.

– Jeg håber, at I vil inspirere andre virksomheder til at tage et større socialt ansvar, og at der bliver skabt flere rummelige arbejdsplader med baggrund i virksomhedernes arbejdskraftbehov. Her fungerer blandt andet Falck som ambassadør for CSR-indsatsen i Randers, sagde Claus Omann Jensen.

Kommunen har et mål om at certificere 100 virksomheder i år, og yderligere 50 næste år, oplyste borgmesteren.

Han påpegede en række kriterier, der skal opnåes for at få tildelt CSR-certifikatet, hvorefter han overrakte certifikatet til stationsleder Bjarne Jørgensen, som et synligt bevis på, at Falck opfylder samtlige krav. Blandt andet også med at tilbyde jobmulighed for ledige på kanten af arbejdsmarkedet.

Stationslederen takkede borgmesteren for certifikatet, som han og Falck i Randers er glade og stolte over.

– Vi er rigtig glade for, at vi kan være med til at gøre en forskel som en rummelig arbejdsplads i Randers Kommune understregede Bjarne Jørgensen.

Stationslederen gav et historisk tilbageblik fra den gang i 2007, hvor Falck var en del af projekt 4K, hvor unge udsatte kom i afprøvning i Falck, og frem til i dag, hvor Falck har 25 – 30 praktikanter. Samtidig har han ansat en mentor på fuld tid. Det er Susanne Kolstrup, som kommer fra jobcentret i Randers.

– Igennem årene er der rigtig mange, der er kommet videre i deres liv med en afklaring til job eller flexjob og som har fået sin egen lille familie med bolig og børn, konstaterede Bjarne Jørgensen, og tilføjede, at han får en klump i halsen, og både han og hele personalet bliver glad, når det lykkes at få et menneske på vej, og som flyver videre i livet.

En af de kandidater som har haft glæde af at være i praktik ved Falck er Thomas Jørgensen (26). Han gik på talerstolen og roste projektet i høje toner.

– Personligt er jeg blevet meget mere voksen, selvstændig og fået mere selvtillid af at være ved Falck. Til sidst var jeg blevet så glad for at være der, så jeg havde svært ved at slutte mit arbejde, når der var fyraften, og det endte med, at jeg måtte sendes hjem. Ellers blev jeg der, forklarede Thomas Jørgensen.

– Selvom jeg ikke er ved Falck længere besøger jeg dem stadig af og til. Jeg ved, at der stadig er en livline, hvis jeg har brug for at snakke, påpegede den tidligere praktikant.

Han er nu i gang med uddannelsen til godschauffør på Tradium i Randers. Når han er færdig, drømmer han om at komme tilbage til Falck.

Efter ceremonien var der almindelig hygge i Falcks brandgarage, hvor medarbejdere fra Randers Kommune og Falcks personale samtidig kunne udveksle erfaringer om det rummelige arbejdsmarked.

Kommentarer